Om at fare vild i junglen

March 12th, 2007

Har det simpelthen så godt lige nu! Det er aften og har sneget mig til en plads ved en af de ledige computere. Vi har haft den super fedeste dag i dag. Først og fremmeste fik vi pandekager med frugtsalat og sirup til morgenmad, ikke ringe ikke ringe.. Derefter havde vi Artesania, det betyder smykkeværksted. Der kom en lokal dame fra en af de lokale samfund her tæt ved og hun havde en masse frø og kerner med fra skoven og tråd.

Og så lavede vi ellers armbånd, halskæder og ankelkæder. Det var super hyggeligt, alle deltog og så sad vi der ude på den overdækkede terrasse ved hængekøjerne og lavede flotte armbånd, mens regnen silede ned midt herude i regnskoven!

I eftermiddags tog vi på tur ud for at finde et rehabiliterings center for dyr. Vi tog af sted med bussen og blev sat af, der hvor centrets indgang var..troede vi.

Men vi skulle så åbenbart gå 2 km længere ned af vejen, og folk vi spurgte om vej blev ved med at pege i alle mulige forskellige retninger, ingen kunne give et ordentlig svar på hvor centret lå! Så mødte vi til sidst en lokal ecuadorianer der vandrede ned af vejen med en baby på armen og en paraply i hånden. Han vidste endelig noget.

Vi havde åbenbart gået for langt, og skulle have været drejet il højre..ikke af en vej, men af en lille bitte sti som førte direkte op og ind i regnskoven.

Der var ingen afskiltning og vi havde aldrig fundet denne lille junglesti uden ham! Han fortalte vi skulle gÃ¥ af den snørklede sti 25 minutter og sÃ¥ ville vi ankomme til centret. Inden han smuttede nÃ¥ede han lige at fortælle os at stien delte sig flere steder og hvilke veje vi sÃ¥ skulle vælge.. “NÃ¥ ja, forresten..”

Vi havde allerede gået langt på dette tidspunkt og nogle var parate til bare at gå tilbage, men vi bestemte os for at give det et forsøg. Det så godt nok lidt vildt ud for stien førte direkte ind i den tætte regnskov, og det var virkeligt svært at gå der.
Vi gik i 50 minutter og var ved at blive smånervøse, da vi ikke rigtigt fandt nogen form for civilisation overhovedet, og vi vidste det ville blive mørkt om et par timer.

Vi kom til et punkt, hvor vi stoppede og overvejede hvad vi skulle gøre. Det føltes ret skræmmende at være midt ude i junglen, uden guide eller noget.

Godt vi ikke mødte nogen slanger eller lignende på denne tur. Vi sendte en fyr Sebastian lidt videre af vejen og over en bakke, bare lige for at se om der skulle være noget der, og var der ikke det ville vi gå hele den lange vej tilbage til vejen vi kom fra. Men heldigvis råbte han endelig at vi skulle komme hen til ham, for han havde fundet det!! Jubiii.

Og det viste sig så at vi havde taget bagvejen hen til centret og at besøgende aldrig kom den vej, men sejlede ud til centret af floden..hm?

Men det var fedt at opleve centret, der var aber overalt! Små Hr. Nielsson-aber og store aber også. De fleste var ikke i bur, men krøb bare rundt omkring over det hele. De havde lige fået unger, så der var bare nogle rigtigt små nuttede nogen imellem. En hoppede op på mig, og en kravlede hen over mine fødder. Man havde bare rigtigt meget lyst til at tage dem op og æ dem, men de prøver at have mindst mulig kontakt med aberne for at de ikke skal blive alt for vant til mennesker, så man måtte ikke røre ved dem.

På centret havde de mange dyr. Slanger, masser af store skildpadder, skovsvin, ocelotter(som lignede små jaguarer, og de knurrede højt..uuh), papegøjer i alle farver, capybara, mange forskellige slags aber osv. Det var virkeligt sjovt at se dem alle sammen. Centret får ofte dyr ind som politiet har konfiskeret, dyr som har været ulovligt holdt som kæledyr, eller som har været transporteret rundt til andre lande på forfærdelige måder for at sælge dem illegalt. For eksempel hørte vi om små papegøje-unger som blev fragtet illegalt i bildæk og de fleste af ungerne døde under turen..forfærdeligt.

På vejen tilbage sejlede vi i en stor kano op af floden, op til stedet hvor vi først blev sat af med bussen. Der fik vi et lift af en pickup fyldt med venlige militærfolk.

Det var bare en rigtigt fed tur, vi havde vandret sÃ¥ længe i den tætte regnskov og var fuldstændigt færdige og gennemblødt af sved. Og vi nÃ¥ede til et punkt hvor det hele virkede lidt nyttesløst og vi følt os ret lost og trætte. Og sÃ¥ nÃ¥ede vi alligevel endelig frem og fik lov at fÃ¥ den allersidste tur pÃ¥ centret for den dag. og sÃ¥ havde vi bare den skønneste tur op af floden i den store kano og turen bag pÃ¥ pick-uppen tilbage til stationen Jatun Sacha hvor vi bor var bare prikken over i’et.

Da vi alle otte sad der bag på ladet med vinden i håret, godt trætte og bare grinede over hele dagen og nød solnedgangen. Da sagde vi bare til hinanden, at det her oplever man bare ikke derhjemme i det normale liv.

Det her var en rigtigt fed oplevelse vi havde haft sammen og det er grunden til at det er så fedt at rejse! Det var bare en fed fornemmelse, og lige i det øjeblik tænkte jeg bare, at hvor er det ærgerligt at jeg skal væk fra de her skønne mennesker jeg har lært at kende her. De er simpelthen så søde og sjove alle sammen og det er en fed gruppe.

Jeg vil ikke hjem! Jeg vil ikke sige farvel til dem! De fleste bor selvfølgelig i England og Tyskland, så det er ikke så langt væk igen.

Men det vil aldrig blive det samme som det er her – er virkeligt glad for stedet og menneskene her!
(Men bare rolig, jeg kommer hjem alligevel. .hihi)

Omsider i Ecuador

March 9th, 2007

00008www.jpgNu er jeg i Ecuador!

Jeg tog flyet tidlig morgen fra Nicaragua og fandt ud af at mit fly til Quito var aflyst. Åh nej, tænkte jeg, for mit visum udløb næste dag.

Men de fik heldigvis sendt mig med et andet fly med det samme som bare mellemlandede i Panama i stedet for Costa Rica, og jeg ankom alligevel i Quito til samme tid. Og der stod Nepenthes koordinator for danske frivillige, Alicia, og tog imod mig.

Jeg blev indlogeret på hotel, hvor jeg skulle overnatte to nætter, fordi jeg skulle ind og snakke med medarbejderne inde på organisationen Jatun Sachas hovedkontor, for at få praktiske oplysninger at vide.

At bo på det lille hotel var som en drøm, for der var VARMT VAND (jeg har ikke fået et varmt bad i 5 måneder nu). Og så var der også tv med 30 kanaler..jeg var i himlen, de forhold, jeg levede under før, taget i betragtning.

Jeg var også rundt og se lidt af Quito med koordinatoren. Mit indtryk af Quito var rigtigt godt, det er en ret smuk by med mange gamle huse og pæne rene gader, og butiksstrøg osv.

Luften var meget ren, selv om det var en stor by.

Quito ligger meget højt og derfor er der altid et forårsagtigt klima, og hele vejen rundt om byen ligger der høje bjerge med sne på toppen, utroligt smukt.

Det var helt skønt at se, efter at have været i Centralamerikas storbyer, som er meget ubehagelige at opholde sig i, pga. forurening, forfald, ubehagelige mennesker, syge, døde hunde osv osv. Det var ret tydeligt, at Ecuador lige er den tand mindre fattig end landene i Centralamerika. Til min overraskelse har de også US dollars som penge.

NÃ¥, men jeg tog sÃ¥ bussen til en lille by der hedder Tena, hvor projektet Jatun Sacha ligger en time fra. Busturen tog 6 timer og vi kørte over Ecuadors Andesbjerge. Det var en enormt smuk tur oppe i nogle meget stejle bjerge og det var ogsÃ¥ ret koldt, det er jeg ikke vant til jo…

De små veje snoede sig op af de store bjerge og nogle steder kørte bussen så langt ude ved kanten, at jeg kunne se direkte ned i afgrunden!

Endnu en af de gange, hvor man lukker øjnene og tænker: “Det skal nok gå, det skal nok gå”.

Jeg ankom til Tena og fandt bussen videre til Projektet. Ankom ved aftenstide, og blev vist rundt på beboelsesområdet og fik tildelt en seng og et styks værelseskamerat.

Og næste dag begyndte arbejdet ellers.

Jatun Sacha er en stor miljø-organisation her i Ecuador, som arbejder for at redde regnskoven selvfølgelig.

Her er mange unge frivillige fra mange steder i verden, så her er et godt socialt liv.

Til min skuffelse er her dog enormt mange englændere og europære, så der bliver også snakket meget engelsk desværre, men så får jeg da trænet min britiske accent endnu mere også.

Her er selvfølgelig også mange lokale arbejdere her og al introduktion til arbejdet foregår på spansk, så jeg får det stadig brugt, bare ikke lige så intenst som i Nicaragua.

Wet_capyvara_in_Brazil.jpg
Alt om dette kan læses her:
Kapivar (dansk)
Capybaras (engelsk)
(webmaster)

Projektet har en organisk økologisk have, hvor de arbejder med kompost og med at forske i at dyrke forskellige planter. De har også projekt i gang med at lave en kæmpe indhegning og anskaffe sig nogle store dyr der på engelsk hedder Capybara..og jeg ved ikke helt hvad den danske oversættelse er, men måske er det en slags flodsvin..eller noget.
De skulle være ret søde.

Pointen med at anskaffe sig Capybaras er at få dem til at formere sig, og siden sætte nye ud i naturen.

Førhen er Capybara blevet jaget ret meget, fordi de efter sigende skulle have noget ret velsmagende og rent kød. For at de nye Capybaras ikke skal blive jaget pÃ¥ samme mÃ¥de som de forhenværende, involverer organisationen nu de lokale i projektet og oplyser dem, sÃ¥ ikke alle Capybara’sne ikke bliver spist lige med det samme de er sat fri.

Organisationen Jatun Sacha har købt 2.200 hektar regnskov i området, og det er nu fredet for fældning.

Før var store dele af omrÃ¥det ryddet af folk der bor her, til deres køer. Men nu er omrÃ¥det fuld af frodig regnskov igen. Organisationen har ogsÃ¥ et projekt med konservering af amazonplanter. NÃ¥r man er frivillig her pÃ¥ Jatun Sacha, arbejder man med vedligeholdelse af projekterne. Man kommer hver dag ud pÃ¥ en ny del, enten i den organiske have, i konservationscentret eller ogsÃ¥ kommer man ud pÃ¥ regnskovsvandring med de lokale arbejdere pÃ¥ stationen eller ogsÃ¥ hjælper man til i køkkenet, hvilket ogsÃ¥ er vigtigt. 🙂

00006www.jpgJeg har i denne uge først arbejdet i den organiske have, hvor vi fiksede hegnet til Capybara-området. Jeg har også hjulpet til nede i Konservationscentret, som i øvrigt i daglig tale hedder CCPA. Der har vi blandt andet ryddet ukrudt væk med store macheter, så det er jeg blevet ret god til, vi har ryddet stier for visne blade, og vi har plantet nye små fine mahogny træer ud, det var en god oplevelse hihi.

Jatun Sacha arbejder også med økoturisme som er et nyt begreb under stormende udvikling i hele Central- og Sydamerika. Derfor har organisationen blandt andet konstrueret et udkigstårn på deres område, hvor man kan se udover floden Napo, som faktisk er den primære kilde til Amazonfloden der snor sig gennem Brazilien.

Organisationen involverer de forskellige nærliggende samfund af lokale i deres biologiske arbejde, og viser hvordan de kan tjene penge uden at fælde skoven. Folk her har for eksempel før i tiden, tjent penge ved at fælde træer og sælge træt for næsten ingen penge.

Nu har Jatun Sacha så hjulpet dem med at for eksempel bruge deres mangfoldige viden om naturen og skoven her og blive guider for øko-turister og lave traditionelt håndværk, som de kan sælge. Og ved denne måde at arbejde på, tjener de faktisk endnu mere, end de gjorde før ved at fældede skoven.

I øjeblikket har organisationen det problem at nogle lokale kommer ind på organisationen private og fredede område og fælder træer ulovligt for at sælge træt videre. Først havde de svært ved at finde ud af hvordan de skulle få bugt med dem, for det kan godt være farligt at involvere politiet, da de lokale nok ville blive sure og samle sig i grupper og måske gøre skade på nogen.

Derfor har organisationen nu planer om at starte et slags projekt som også involverer dem, så de kan arbejde sammen i stedet for at bekrige hinanden. På den måde kan organisationen sikkert også bruge deres viden om skoven til noget produktivt. Smart hva?

Arbejdet her er enormt interessant, selv om jeg ikke er den store biolog eller særligt interesseret i planter. Men det er ret spændende at høre arbejderne fortælle om skoven. De har for eksempel også en stor medicin have, og det er virkeligt spændende at høre om hvad de forskellige planter kan kurere.

Det er også en fed oplevelse at være en del af projektet. Arbejdet kan til tider godt være ret hårdt, men det er også dejligt!

Klimaet her er enormt varmt og fugtigt, det er jo regnskoven jeg bor i.

00005www.jpgFaktisk ligger projektet og de frivilliges huse midt inde i regnskoven, og her er rigtigt mange kryb og luftfugtigheden er så høj at ens ting og tøj aldrig rigtigt tørrer helt. Mange af de andres ting er mugnede, så man skal virkeligt passe på.

Her er mange forskellige store slanger her, og mange af dem er giftige, de er frøer, edderkopper, skorpioner, store firben, gekkoer, kæmpehvepse, masser af store græshopper, krokodiller og anakondaer.. Og sÃ¥ er her den vildeste dræber-myre! Den hedder Conga’s, pÃ¥ engelsk the Bullet Ant. Den har fÃ¥et det navn fordi dens bid skulle gøre lige sÃ¥ ondt som at blive skudt med en pistol. Andre siger det gør mere ondt end at føde et barn. Folk her pÃ¥ stationen har prøvet det!

Man bliver oftest lam i et stykke tid i fx den ene side af kroppen efter den har bidt en – vildt. Der var en i min gummistøvle i gÃ¥r.. man skal huske at ryste sko og tøj, før man tager det pÃ¥!

Men her er også fantastisk mange store sommerfugle, kolibrier, aber og papegøjer! Ecuador er faktisk det land i verden der har den største biodiversitet, det vil sige flest forskellige slags planter!

De andre frivillige her på stationen er enormt søde, og vi har det sjovt sammen. Jeg bor på værelse med en amerikansk pige som hedder Anastacia, og her er fakisk også en dansk kvinde på projektet, så har snakket lidt dansk igen, det var faktisk helt underligt, har jo ellers kun skrevet på dansk i min dagbog men ikke snakket eller hørt andre snakke det.

Her er også enormt hyggeligt, og man kan altid finde nogle at snakke med, enten i den lille spisesal eller ude ved hængekøjerne. Forleden gik vi alle ned til en lille bar. Ja, der ligger rent faktisk en lille bar midt ude i Amazonas, hvem havde troet det? Men det var bare rigtigt fedt og jeg dansede salsa hele natten i bare tæer til skøn musik!

00002www.jpgI dag er det lørdag og vi har været på vandring i regnskoven alle sammen, det var en fed tur, og det var simpelthen så fedt at opleve den smukke frodige regnskov på helt tæt hold.

Vores guider som er nogle af de lokale fortalte en masser spændende ting om mange af træerne, hvad de kan bruges til osv. Vi så også to slanger. Vi gik gennem vandløb og mudder og af små bitte stier som vi måtte hakke fri med macheter. Vi spiste vores frokost af blade nede ved en lille lod, det var en super god tur!

I morgen er der Artesania, det vil sige smykkeværksted. Folk her laver smykker af skovens frø og kerner fra forskellige frugter, sælger dem til turister og kan derved tjene penge. Det bliver ret spændende at selv at fÃ¥ lov til at lave de smykker, og man mÃ¥ beholde dem bagefter. 🙂

00001www.jpgI morgen er vi ogsÃ¥ en stor gruppe som tager en tur op til et rehabiliterings center for amazonas’ dyr, der kan man komme pÃ¥ besøg og blive vist rundt og komme helt tæt pÃ¥ mange af dyrene der lever her i skovene, det tror jeg bliver rigtigt fedt.

På tirsdag har jeg tænkt mig at tage på en 4-dages tur med nogle af de andre frivillige, for at jeg kan få set lidt af Ecuador også. Vi tager til en by der hedder Baños, hvor der er varme kilder, og derfra tager vi videre til en by der hedder Riobamba, hvorfra man kan komme op og se en vulkan der er i stort udbrud lige nu.. wow. Vi tager derfra en en-dags tur med et tog, som kører hele dagen oppe i Andes-bjergene, det tror jeg bliver rigtigt smukt!

Nå, nu vil jeg slutte min lange beretning. Det er ikke så nemt at komme til Internet her, for der er næsten hele tiden optaget, og der er også en masse andre ting at lave. Men skriv endelig.

Og jeg glæder mig utroligt meget til at komme hjem til jer alle igen, har svært ved at forstå at min rejse snart er slut, synes lige jeg er taget af sted!

Videre til Ecuador

March 7th, 2007
[webmaster:] Søndag tog Mette videre til Ecuador for at arbejde i et projekt under Nepenthes. Læs mere om det her.

Exit Nicaragua (opsamling)

March 7th, 2007

mette3feb07_2_007.jpgNu sidder jeg på en internetcafe i et kæmpe indkøbs center i Nicaraguas hovedstad Managua. Jeg ankom i går, fløj fra San Carlos i et lille bitte 12-personers fly. Det var en fed tur, rystede og bumpede helt vildt, hvilket jeg synes var rigtigt sjovt.

Nå, jeg vil starte med at fortælle hvordan jeg kom til San Carlos. Jeg skiltes jo fra Maria for over en måned siden. Dengang var vi i Altagracia på Isla de Ometepe. Hun tog båden tilbage til fastlandet og derefter bussen tilbage til Guatemala hvor hun lige nu arbejder på en Finca som frivillig.

Se billederne – klik her

Jeg blev tilbage i Altagracia et par dage og skulle vente på min færge gik til San Carlos. Dagen kom, og så tog Mette sin store rygsæk og begav sig alene ud i den store verden..lidt vildt.

Men kom fint ned til færgen og fandt ud af at der ingen senge var om bord, kun nogle hårde bænke, og færgen var stopfyldt. Havde fået et godt tip af en der tidligere havde rejst med færgen, som gik ud på at man skulle tage sin egen hængekøje med og hænge den op ude på dækket så man kunne få sovet lidt.. sejlturen varer nemlig 10 timer.

Så jeg havde rigtigt været på markedet og anskaffet mig en fin nicaraguansk hængekøje, men havde lige misset deltajlen om at man skulle have snor med selv, til at hænge den op med. Så det endte med at jeg lå og frøs på det hårde gulv på færgen og blev sparket til af forbipasserende folk..

Ã…rgh – ikke en fed tur og det var svært at fÃ¥ sovet.

Fandt dog ud af at det havde regnet helt vildt næste dag og alle der lå i hængekøjerne udenfor var helt gennemblødte, så det var vel held i uheld..? Nå, men det var i hvert fald en forfærdelig tur og lovede mig selv højt og helligt at betale det ekstra og tage flyet hjem.. Og det var det værd!

Jeg ankom til San Carlos, en lille bitte by i det sydlige Nicaragua og blev straks modtaget af en dame, Teresa, som er kontaktperson i organisationen Fundacion del Rio som jeg skulle lave frivilligt arbejde for. Vi kørte hjem til hende, og spiste morgenmad mens jeg blev sat ind i hvad jeg skulle beskæftige mig med hele februar. Og det var spændende at få at vide!

Teresa og hendes mand Antonio er ledere af organisationen Fundacion del Rio som arbejder for at beskytte naturen i det sydlige Nicaragua omkring floden Rio San Juan. Men for at beskytte naturen må man også gøre noget for de mennesker som bor der og lever af naturen.

De havde tænkt sig at sende mig ud til en lille bitte ø der hedder Mancarroncito, i en ø-gruppe i den sydlige del af Lago de Nicaragua der hedder Solentiname. Der er mange bitte små ør der og jeg skulle være på en af de mindste, der hvor turister aldrig har sat deres fodspor før og hvor der kun bøde 40 familier i alt! Altså skulle jeg ud i ingenting, som jeg også havde forventet!

Øen har Fundacion del Rio købt for at sikre sig at naturen og skoven bliver bevaret. Organisationen har også lavet en skole for øens børn for at give noget igen til øens indbyggere. Der skulle jeg undervise i engelsk. Vi tog afsted samme dag med lille speedbåd. Og ja, det var sørme en lille ø, der var ingen veje og ingen biler, kun små stier og ellers kommer man rundt i båd eller udhugget træstamme. Jeg skulle bo hos en familie, som var øens rigeste.. og det siger en del. I huset var der ingen strøm eller vand. Toilettet var et hul i jorden ude i baghaven!! Så har man også prøvet det. Badet var søen. .med en lille skål og shampoo går man så i bad i det grumsede vand, hvor de fortæller mig der er krokodiller og et barn blev spist sidste år!

Samtidig med at der også er ferskvandshajer i søen- dog ikke på så lavt vand. Men jeg badede kun når det var højst nødvendigt, og var virkeligt på vagt overfor mistænkelige ting i overfladen. En dag mens jeg stod og vaskede hår i vandet som var ret beskidt faktisk, så jeg noget bevæge sig rundt i overfladen og blev først lidt forskrækket, men så opdagede jeg at det var skildpadder som svømmede rundt om mig i vandet..vildt ikke??

Familien bestod af en gammel bedstemor, hendes datter og svigersøen og deres datter pÃ¥ 6 Ã¥r, Yahoska, som var helt vild med mig og snakkede løs som et vandfald pÃ¥ spansk, det var ret svært at forstÃ¥ i starten. Maden, jeg fik, bestod af en ordentlig skefuld af noget der hedder Gallo Pinto, som er ris blandet med bøenner stegt pÃ¥ panden, derudover fik jeg en ordentlig skefuld almindelige ris, og en ordentlig skefuld bøenner og sÃ¥ enten æg eller stegt sur ost. Og det fik jeg sÃ¥ til morgen, middag og aftensmad..altid! puha…tungt..

Familien havde en masse dyr, kør ude i baghaven, en stor flok kaglende kalkuner, grise der ofte sneg sig ind i køkkenet, høens over det hele, og en lille kæledyrs abe-unge. Stakkels kræ, de behandlede den simpelthen sÃ¥ dÃ¥rligt, hele dagen var den bundet til en stol med en snor om halsen. De slog ofte deres dyr med store pinde, hvis de syntes de var irriterende eller var inde i køkkenet. Det var faktisk ret ubehageligt at opleve. De havde bare fuldstændigt et andet forhold til kæledyr og dyr i denne familie. De havde ogsÃ¥ en grøen stor papegøje som kunne snakke og den sagde hele tiden: ”Skrid uden for med dig” – bare pÃ¥ spansk selvfølgelig, og det var ret sigende, for det var det familien hele tiden rÃ¥bte efter deres dyr…

Skolen hvor jeg skulle undervise, var et lille halvtag med et par bænke og en tavle, vældigt primitivt. I skolen var der 26 elever i alderen 3-20 år, rimelig bred gruppe, og de skulle alle lære engelsk på samme tid. Forsøgte dog at dele dem lidt op i grupper, ellers kunne det jo ikke rigtigt lade sig gøre. Kunne rigtigt godt lide at undervise i engelsk og mange af dem lærte mange ting, det var selvfølgelig svaret at fastholde alles opmærksomhed når den lille på 3 græd og de store drenge spillede volleyball.. men det var sjovt og eleverne var enormt søde og interesserede i mig og Danmark.

De første to uger på øen gik ganske fint, og derefter skete der noget der gav mig lyst til at forlade øen. En dag kom der nemlig en mand op til huset hvor jeg bøde, og jeg treode først han var en ven af familien, da han gik ind i huset og snakkede med familien. Han kom udenfor og satte sig ved siden af mig.
Jeg sad og tegnede med Yaoska som smuttede da han kom. Først fortalte han mig at han havde lagt mærke til mig og virkeligt synes det var nogle fantastiske ting jeg gjorde for folk her på denne ø. Han lavede nogle underlige tics når han snakkede, vendte det hvide ud af øjnene og snakkede sort.
Han fortalte mig at han også kunne engelsk og begyndte derefter at plabre løs på sit eget selvopfundne engeslk. Han var meget mærkelig og tænkte at der var noget galt med ham, at han havde et psykisk problem. Så begyndte han at give mig mange kommentarer og fortælle mig hvor smuk jeg var osv, så der ignorerede jeg ham bare og efter lidt tid smuttede han, han nåede dog lige at sende mig et luftkys..føj!
Jeg åndede lettet op efter han var gået og familien fortalte at de ikke kendete ham og at de også synes han var underlig. Tænkte ikke mere over det indtil næste dag hvor han dukkede op ovre i skolen, hvor han også vidste jeg arbejdede. Han var meget ophidset og aggresiv og svingede sin machete rundt i luften og råbte højt ting som at vi skulle respektere ham og hvad hans navn var osv. Læreren forsøgte at tale ham efter munden og berolige ham. Men så begyndte han at råbe at han elskede mig og sendte mig flere luftkys og var virkeligt ubehagelig! Nogle af eleverne hviskede til mig at han engang havde dræbt en mand her på øen. Anede ikke om det var sandt, men det gjorde mig virkeligt bange! Jeg var enormt forskrækket over det der skete og var bare så tæt på at begynde at stortude, men forsøgte, så godt jeg kunne, at ignorere ham fuldstændigt, men jeg inden i mig selv lovede mig selv at jeg ville væk fra denne ø, og denne sindssyge mand! Da jg kom hjem senere samme dag brød jeg hulkende sammen og fortalte familien alt hvad der var sket og at jeg gerne ville ringe til Antonio og Teresa så de kunne komme og hente mig. Kunne slet ikke holde tanken ud, om at denne sindssyge mand var besat af mig, totalt uberegnelig og farlig og tilmed vidste hvor jeg bøde! Familien tog mig så med i båd til en af de større ør, hvorfra jeg kunne ringe til kontoret i San Carlos. Fik fat i Antonio, fortalte det hele og han kom og hentede mig et par dage efter. Var bange for at forlade huset, og kom ikke over til skolen mere.

Familien kunne vidst ikke rigtigt forstå mig og syntes at jeg overreagerede. De troede jeg gerne ville væk fra øen fordi jeg ikke kunne lide at være der, fordi jeg ikke brød mig om familien. Det var enormt frustrerende ikke at blive forstået og måtte hele tiden overbesvise mig selv om at det var den rigtige beslutning jeg havde taget. Det havde jo intet med familien at gøre. Da Antonio kom og hentede mig, brød jeg igen hulkende sammen igen og denne gang fik jeg et kram og de ord jeg så længe havde ventet på:

”Jeg forstår godt hvordan du har det.” Befriende!!

Han tog mig så med det samme med tilbage til San Carlos, til hans og Teresas hus hvor jeg kunne overnatte en nat, få et rigtigt bad, slappe af, mens vi skulle finde ud af hvad der nu skulle ske med mig. Dette var jo slet ikke en del af planen.

Men den gode Antonio havde allerede en ny ide. Fundacion del rio har nemlig bygget et børne- og ungdomscenter i San Carlos, som hedder Rayitos del Sol (som betyder Solstrålen), hvor alle kan komme og få hjælp til lektier. Derudover har de et stort computerrum hvor alle fra San Carlos kan komme og få undervisning i hvordan man bruger computere gratis.

Der er syværksted, træværksted, sport og jeg skulle så give undervisning i engelsk og samtidig hjælpe med lektier. Jeg startede med det samme og blev også samme dag indkvarteret hos ny familie hvor jeg skulle bo de sidste to uger. Familien var rigtigt sød og her fik jeg faktisk ret god mad, pasta, pandekager, lidt grøentsager osv. Toilettet var dog stadig et hul ude i baghaven, men badet var deres haveslange..haha, spøjst. Men i det mindste badede man da så i rent vand.

San carlos er en meget varm, lille støvet by. Jeg bøde og arbejdede i udkanten hvor folk sjældent ser turister og folk med lys hud og lyst hår. Så hver dag når jeg kørte til Rayitos på min lånte cykle blev der råbt og piftet efter mig som aldrig før. I starten syntes jeg det var ret overvældende og ubehageligt, men efterhånden blev jeg vant til at og lærte bare at ignorere det. Sådan er kulturen bare her, det må man finde sig i, desværre.

Det frivillige arbejde pÃ¥ Rayitos var fedt og det kunne jeg virkeligt godt lide. Børnene kom fra alle mulige forskellige skoler og skulle lave lektier. I starten var det enormt svært at finde ud af det hele men efterhÃ¥nden blev jeg ret vant der, og kunne godt gennemskue nÃ¥r de frække børn løj og sagde at de ikke havde lektier! Det var nogle rigtigt dejlige unger som jeg kom til at holde meget af. De var ogsÃ¥ meget interesserede i mig og Danmark. De sad med kæmpe store øjne nÃ¥r jeg fortalte at der var snestorm i Danmark og at Danmark ligger helt omme pÃ¥ den anden side af jorden og man skal flyve i 14 timer for at komme dertil! Det kunne de slet ikke forstÃ¥ 😉
Mit spansk er virkeligt blevet godt nu, har ikke snakket andet end spansk i en mÃ¥ned nu, og har derfor varkeligt for alvor fÃ¥et hul pÃ¥ det og det er en skøen fornemmelse at plabre løs og joke med folk pÃ¥ spansk og ogsÃ¥ at skælde nogle af de frække unger ud ovre pÃ¥ Rayitos! 😉

De sidste 3 dage jeg var der, kom der en gruppe unge fra Holland som skulle være frivillige på centret i 3 måneder. De kunne næsten ikke snakke spansk, og det var bare så tydeligt hvor svært det var for dem. Det var heldigt for dem at jeg var der, for jeg satte mig ned og snakkede med dem på engelsk og forklarede en hel masse om centret og gav dem gode råd osv, det tror jeg hjalp dem ret meget for de var ret lost ellers.
Det var lidt trist at skulle sige farvel, både til familien og til de andre arbejdere og ungerne ovre på Rayitos, vi har haft det rigtigt godt sammen og jeg har været enormt glad for at være frivillig der! Jeg tog flyveren i går, og sidder nu i Managua, og var i rigtigt brusebad i går! Fantastisk oplevelse hihi.

I morgen tidlig tager jeg til lufthavnen og tager flyet til Ecuador hvor en af organisationens medarbejdere vil hente mig i lufthavnen..nu håber jeg de har husket mig! Det bliver også enormt spændende tror jeg, glæder mig til at se hvad der venter mig dernede!

Håber i alle sammen har det rigtigt godt, glæder mig til snart at vende hjem til alle jer i Danmark igen. Og bare rolig, jeg har det godt;-)

Mange mange knus Mette

Vejen videre frem…

February 4th, 2007

Nu tænker jeg, at der måske er nogle af jer, som godt kunne tænke sig at vide, hvad det er for projekter, jeg skal ud og være frivillig på, henholdsvis her i Nicaragua og i Ecuador om en måned.

Nepenthes er en dansk miljøorganisation, som kæmper for bevarelse af både danske skove og regnskoven.

De arbejder med bæredygtigt skovbrug og har mange projekter rundt omkring i verden.

Jeg har valgt projektet Rio San Juan her i Nicaragua, fordi det også giver mig mulighed for at arbejde med børn på en skole.

På det projekt går de nemlig ikke kun op i at bevare regnskoven, men også at lære lokalbefolkningen, hvordan de bevarer skoven.

Jeg ved endnu ikke helt præcis, hvad det er jeg skal beskæftige mig med eller præcis, hvor jeg skal bo.

Derfor er jeg enormt spændt på at komme derud og møde folkene og komme i gang med det frivillige arbejde!

Projektet i Ecuador koncentrerer sig mere om bevarelse og genplantning af skoven. Billetten til Ecuador er allerede i hus, det bliver spændende sÃ¥dan at skulle rejse helt alene fra land til land. Jeg har en aftale om, at koordinatoren i Ecuador stÃ¥r i lufthavnen og henter mig. 🙂

Hvis I har lyst til at læse mere om Nepenthes og hvert af de projekter, jeg skal ud pÃ¥, er I meget velkomne til at kigge ind pÃ¥ Nepenthes’ hjemmeside.

Projektet i NICARAGUA hedder RIO SAN JUAN

Projektet i ECUADOR hedder JATUN SACHA

Hvis i vil læse mere generelt om organisationen gå da ind på: http://www.nepenthes.dk

Projektet, jeg skal ud pÃ¥ nu, ligger meget langt væk fra al civilisation, skal bo hos en lokal værtsfamilie – der er intet Internet, og toilettet er et hul i jorden – en oplevelse, ja!

Men det betyder ogsÃ¥, at I ikke kommer til at høre fra mig den næste mÃ¥neds tid, sÃ¥ bliv nu ikke urolige. 🙂

Jeg flyver til Quito, Ecuador den 4 marts.