Ned ad San Cristobal på surfboard

webMette_266.jpgI går var vi ude og Volcano-boarde, som er et nyt fænomen, her, ja faktisk i hele verden. For her i Leon, Nicaragua er det det eneste sted i verden endnu, at man kan Volcano-boarde!

Sejt tænkte vi..

Vi tog af sted i pickup med seks andre unge og en guide hen til San Cristobal, en meget ny vulkan, det er faktisk den allernyeste i Central Amerika, den er kun 150 år gammel og sidste gang den var i udbrud var i 1999, ikke så lang tid siden igen.. Derfor var vulkanen fuldstændigt dækket af lavasten og der var ikke kommet planter og bevoksning på den endnu.

Da vi kom hen til foden af vulkanen fik vi hver vores board i hånden og så begyndte vandringen ellers op, og den var bare virkeligt stejl og svær at bestige med alle de lavasten den var lavet af.

Men endelig kom vi op, og så den fantastiske udsigt udover hele landskabet, man kunne se havet og man kunne se en masse andre vulkaner, som dannede en slags bjergkæde, det var et fedt syn.

Det blæste helt vildt deroppe, og man skulle virkeligt passe på at vinden ikke tog ens board og skubbede en omkuld eller ned.

Vulkanen var virkeligt stejl, men ned skulle vi. Og det var helt klart nemmeste at komme ned på boardet, og ikke at gå. Så ville alle stenene skride under en, og man ville nærmest bare rutsje hele vejen ned.

Boardet ligner nærmest en kælk, og det var faktisk næsten ligesom at kælke – bare uden sne.

Vi var iklædt de lækreste orange fangedragter som skulle beskytte vores krop og sÃ¥ havde vi ogsÃ¥ beskyttelsesbriller pÃ¥ – lækre var vi!

Mig og Maria boardede ned på samme tid, det gik mega stærkt, vulkanen var virkeligt stejl så man fik rigtigt god fart på hurtigt. Mit board begyndte dog at slingre helt vildt og satte en hånd ned for at prøve at få det rettet op men det lykkedes aldrig og pludselig slog jeg en koldbøtte over mig selv og boardet og skred nogle meter ned og var nærmest halvt begravet i lava. Vildt!

Den eneste tanke i mit hoved var bare, at jeg så hurtigt som muligt bare skulle op på det board igen og videre ned. Det var først, da jeg var sikkert nede, at jeg mærkede, hvor meget mine ben rystede under mig, og at jeg mærkede, hvor ondt min ene hånd gjorde, som havde fået en ordentlig hudafskrabning.

Men ned kom jeg, og jeg syntes, det var sjovt.

Ja, efterhÃ¥nden har jeg jo lært, at hvis jeg laver sÃ¥dan nogle vilde ting, sÃ¥ slÃ¥r jeg mig, sÃ¥dan er det bare – hihi.

Men det var fedt at opleve, og en fantastisk solnedgang vi oplevede bagefter mens vi sad i al lavaen og grinede over det vi lige havde været igennem.