Exit Nicaragua (opsamling)

mette3feb07_2_007.jpgNu sidder jeg på en internetcafe i et kæmpe indkøbs center i Nicaraguas hovedstad Managua. Jeg ankom i går, fløj fra San Carlos i et lille bitte 12-personers fly. Det var en fed tur, rystede og bumpede helt vildt, hvilket jeg synes var rigtigt sjovt.

Nå, jeg vil starte med at fortælle hvordan jeg kom til San Carlos. Jeg skiltes jo fra Maria for over en måned siden. Dengang var vi i Altagracia på Isla de Ometepe. Hun tog båden tilbage til fastlandet og derefter bussen tilbage til Guatemala hvor hun lige nu arbejder på en Finca som frivillig.

Se billederne – klik her

Jeg blev tilbage i Altagracia et par dage og skulle vente på min færge gik til San Carlos. Dagen kom, og så tog Mette sin store rygsæk og begav sig alene ud i den store verden..lidt vildt.

Men kom fint ned til færgen og fandt ud af at der ingen senge var om bord, kun nogle hårde bænke, og færgen var stopfyldt. Havde fået et godt tip af en der tidligere havde rejst med færgen, som gik ud på at man skulle tage sin egen hængekøje med og hænge den op ude på dækket så man kunne få sovet lidt.. sejlturen varer nemlig 10 timer.

Så jeg havde rigtigt været på markedet og anskaffet mig en fin nicaraguansk hængekøje, men havde lige misset deltajlen om at man skulle have snor med selv, til at hænge den op med. Så det endte med at jeg lå og frøs på det hårde gulv på færgen og blev sparket til af forbipasserende folk..

Ã…rgh – ikke en fed tur og det var svært at fÃ¥ sovet.

Fandt dog ud af at det havde regnet helt vildt næste dag og alle der lå i hængekøjerne udenfor var helt gennemblødte, så det var vel held i uheld..? Nå, men det var i hvert fald en forfærdelig tur og lovede mig selv højt og helligt at betale det ekstra og tage flyet hjem.. Og det var det værd!

Jeg ankom til San Carlos, en lille bitte by i det sydlige Nicaragua og blev straks modtaget af en dame, Teresa, som er kontaktperson i organisationen Fundacion del Rio som jeg skulle lave frivilligt arbejde for. Vi kørte hjem til hende, og spiste morgenmad mens jeg blev sat ind i hvad jeg skulle beskæftige mig med hele februar. Og det var spændende at få at vide!

Teresa og hendes mand Antonio er ledere af organisationen Fundacion del Rio som arbejder for at beskytte naturen i det sydlige Nicaragua omkring floden Rio San Juan. Men for at beskytte naturen må man også gøre noget for de mennesker som bor der og lever af naturen.

De havde tænkt sig at sende mig ud til en lille bitte ø der hedder Mancarroncito, i en ø-gruppe i den sydlige del af Lago de Nicaragua der hedder Solentiname. Der er mange bitte små ør der og jeg skulle være på en af de mindste, der hvor turister aldrig har sat deres fodspor før og hvor der kun bøde 40 familier i alt! Altså skulle jeg ud i ingenting, som jeg også havde forventet!

Øen har Fundacion del Rio købt for at sikre sig at naturen og skoven bliver bevaret. Organisationen har også lavet en skole for øens børn for at give noget igen til øens indbyggere. Der skulle jeg undervise i engelsk. Vi tog afsted samme dag med lille speedbåd. Og ja, det var sørme en lille ø, der var ingen veje og ingen biler, kun små stier og ellers kommer man rundt i båd eller udhugget træstamme. Jeg skulle bo hos en familie, som var øens rigeste.. og det siger en del. I huset var der ingen strøm eller vand. Toilettet var et hul i jorden ude i baghaven!! Så har man også prøvet det. Badet var søen. .med en lille skål og shampoo går man så i bad i det grumsede vand, hvor de fortæller mig der er krokodiller og et barn blev spist sidste år!

Samtidig med at der også er ferskvandshajer i søen- dog ikke på så lavt vand. Men jeg badede kun når det var højst nødvendigt, og var virkeligt på vagt overfor mistænkelige ting i overfladen. En dag mens jeg stod og vaskede hår i vandet som var ret beskidt faktisk, så jeg noget bevæge sig rundt i overfladen og blev først lidt forskrækket, men så opdagede jeg at det var skildpadder som svømmede rundt om mig i vandet..vildt ikke??

Familien bestod af en gammel bedstemor, hendes datter og svigersøen og deres datter pÃ¥ 6 Ã¥r, Yahoska, som var helt vild med mig og snakkede løs som et vandfald pÃ¥ spansk, det var ret svært at forstÃ¥ i starten. Maden, jeg fik, bestod af en ordentlig skefuld af noget der hedder Gallo Pinto, som er ris blandet med bøenner stegt pÃ¥ panden, derudover fik jeg en ordentlig skefuld almindelige ris, og en ordentlig skefuld bøenner og sÃ¥ enten æg eller stegt sur ost. Og det fik jeg sÃ¥ til morgen, middag og aftensmad..altid! puha…tungt..

Familien havde en masse dyr, kør ude i baghaven, en stor flok kaglende kalkuner, grise der ofte sneg sig ind i køkkenet, høens over det hele, og en lille kæledyrs abe-unge. Stakkels kræ, de behandlede den simpelthen sÃ¥ dÃ¥rligt, hele dagen var den bundet til en stol med en snor om halsen. De slog ofte deres dyr med store pinde, hvis de syntes de var irriterende eller var inde i køkkenet. Det var faktisk ret ubehageligt at opleve. De havde bare fuldstændigt et andet forhold til kæledyr og dyr i denne familie. De havde ogsÃ¥ en grøen stor papegøje som kunne snakke og den sagde hele tiden: ”Skrid uden for med dig” – bare pÃ¥ spansk selvfølgelig, og det var ret sigende, for det var det familien hele tiden rÃ¥bte efter deres dyr…

Skolen hvor jeg skulle undervise, var et lille halvtag med et par bænke og en tavle, vældigt primitivt. I skolen var der 26 elever i alderen 3-20 år, rimelig bred gruppe, og de skulle alle lære engelsk på samme tid. Forsøgte dog at dele dem lidt op i grupper, ellers kunne det jo ikke rigtigt lade sig gøre. Kunne rigtigt godt lide at undervise i engelsk og mange af dem lærte mange ting, det var selvfølgelig svaret at fastholde alles opmærksomhed når den lille på 3 græd og de store drenge spillede volleyball.. men det var sjovt og eleverne var enormt søde og interesserede i mig og Danmark.

De første to uger på øen gik ganske fint, og derefter skete der noget der gav mig lyst til at forlade øen. En dag kom der nemlig en mand op til huset hvor jeg bøde, og jeg treode først han var en ven af familien, da han gik ind i huset og snakkede med familien. Han kom udenfor og satte sig ved siden af mig.
Jeg sad og tegnede med Yaoska som smuttede da han kom. Først fortalte han mig at han havde lagt mærke til mig og virkeligt synes det var nogle fantastiske ting jeg gjorde for folk her på denne ø. Han lavede nogle underlige tics når han snakkede, vendte det hvide ud af øjnene og snakkede sort.
Han fortalte mig at han også kunne engelsk og begyndte derefter at plabre løs på sit eget selvopfundne engeslk. Han var meget mærkelig og tænkte at der var noget galt med ham, at han havde et psykisk problem. Så begyndte han at give mig mange kommentarer og fortælle mig hvor smuk jeg var osv, så der ignorerede jeg ham bare og efter lidt tid smuttede han, han nåede dog lige at sende mig et luftkys..føj!
Jeg åndede lettet op efter han var gået og familien fortalte at de ikke kendete ham og at de også synes han var underlig. Tænkte ikke mere over det indtil næste dag hvor han dukkede op ovre i skolen, hvor han også vidste jeg arbejdede. Han var meget ophidset og aggresiv og svingede sin machete rundt i luften og råbte højt ting som at vi skulle respektere ham og hvad hans navn var osv. Læreren forsøgte at tale ham efter munden og berolige ham. Men så begyndte han at råbe at han elskede mig og sendte mig flere luftkys og var virkeligt ubehagelig! Nogle af eleverne hviskede til mig at han engang havde dræbt en mand her på øen. Anede ikke om det var sandt, men det gjorde mig virkeligt bange! Jeg var enormt forskrækket over det der skete og var bare så tæt på at begynde at stortude, men forsøgte, så godt jeg kunne, at ignorere ham fuldstændigt, men jeg inden i mig selv lovede mig selv at jeg ville væk fra denne ø, og denne sindssyge mand! Da jg kom hjem senere samme dag brød jeg hulkende sammen og fortalte familien alt hvad der var sket og at jeg gerne ville ringe til Antonio og Teresa så de kunne komme og hente mig. Kunne slet ikke holde tanken ud, om at denne sindssyge mand var besat af mig, totalt uberegnelig og farlig og tilmed vidste hvor jeg bøde! Familien tog mig så med i båd til en af de større ør, hvorfra jeg kunne ringe til kontoret i San Carlos. Fik fat i Antonio, fortalte det hele og han kom og hentede mig et par dage efter. Var bange for at forlade huset, og kom ikke over til skolen mere.

Familien kunne vidst ikke rigtigt forstå mig og syntes at jeg overreagerede. De troede jeg gerne ville væk fra øen fordi jeg ikke kunne lide at være der, fordi jeg ikke brød mig om familien. Det var enormt frustrerende ikke at blive forstået og måtte hele tiden overbesvise mig selv om at det var den rigtige beslutning jeg havde taget. Det havde jo intet med familien at gøre. Da Antonio kom og hentede mig, brød jeg igen hulkende sammen igen og denne gang fik jeg et kram og de ord jeg så længe havde ventet på:

”Jeg forstår godt hvordan du har det.” Befriende!!

Han tog mig så med det samme med tilbage til San Carlos, til hans og Teresas hus hvor jeg kunne overnatte en nat, få et rigtigt bad, slappe af, mens vi skulle finde ud af hvad der nu skulle ske med mig. Dette var jo slet ikke en del af planen.

Men den gode Antonio havde allerede en ny ide. Fundacion del rio har nemlig bygget et børne- og ungdomscenter i San Carlos, som hedder Rayitos del Sol (som betyder Solstrålen), hvor alle kan komme og få hjælp til lektier. Derudover har de et stort computerrum hvor alle fra San Carlos kan komme og få undervisning i hvordan man bruger computere gratis.

Der er syværksted, træværksted, sport og jeg skulle så give undervisning i engelsk og samtidig hjælpe med lektier. Jeg startede med det samme og blev også samme dag indkvarteret hos ny familie hvor jeg skulle bo de sidste to uger. Familien var rigtigt sød og her fik jeg faktisk ret god mad, pasta, pandekager, lidt grøentsager osv. Toilettet var dog stadig et hul ude i baghaven, men badet var deres haveslange..haha, spøjst. Men i det mindste badede man da så i rent vand.

San carlos er en meget varm, lille støvet by. Jeg bøde og arbejdede i udkanten hvor folk sjældent ser turister og folk med lys hud og lyst hår. Så hver dag når jeg kørte til Rayitos på min lånte cykle blev der råbt og piftet efter mig som aldrig før. I starten syntes jeg det var ret overvældende og ubehageligt, men efterhånden blev jeg vant til at og lærte bare at ignorere det. Sådan er kulturen bare her, det må man finde sig i, desværre.

Det frivillige arbejde pÃ¥ Rayitos var fedt og det kunne jeg virkeligt godt lide. Børnene kom fra alle mulige forskellige skoler og skulle lave lektier. I starten var det enormt svært at finde ud af det hele men efterhÃ¥nden blev jeg ret vant der, og kunne godt gennemskue nÃ¥r de frække børn løj og sagde at de ikke havde lektier! Det var nogle rigtigt dejlige unger som jeg kom til at holde meget af. De var ogsÃ¥ meget interesserede i mig og Danmark. De sad med kæmpe store øjne nÃ¥r jeg fortalte at der var snestorm i Danmark og at Danmark ligger helt omme pÃ¥ den anden side af jorden og man skal flyve i 14 timer for at komme dertil! Det kunne de slet ikke forstÃ¥ 😉
Mit spansk er virkeligt blevet godt nu, har ikke snakket andet end spansk i en mÃ¥ned nu, og har derfor varkeligt for alvor fÃ¥et hul pÃ¥ det og det er en skøen fornemmelse at plabre løs og joke med folk pÃ¥ spansk og ogsÃ¥ at skælde nogle af de frække unger ud ovre pÃ¥ Rayitos! 😉

De sidste 3 dage jeg var der, kom der en gruppe unge fra Holland som skulle være frivillige på centret i 3 måneder. De kunne næsten ikke snakke spansk, og det var bare så tydeligt hvor svært det var for dem. Det var heldigt for dem at jeg var der, for jeg satte mig ned og snakkede med dem på engelsk og forklarede en hel masse om centret og gav dem gode råd osv, det tror jeg hjalp dem ret meget for de var ret lost ellers.
Det var lidt trist at skulle sige farvel, både til familien og til de andre arbejdere og ungerne ovre på Rayitos, vi har haft det rigtigt godt sammen og jeg har været enormt glad for at være frivillig der! Jeg tog flyveren i går, og sidder nu i Managua, og var i rigtigt brusebad i går! Fantastisk oplevelse hihi.

I morgen tidlig tager jeg til lufthavnen og tager flyet til Ecuador hvor en af organisationens medarbejdere vil hente mig i lufthavnen..nu håber jeg de har husket mig! Det bliver også enormt spændende tror jeg, glæder mig til at se hvad der venter mig dernede!

Håber i alle sammen har det rigtigt godt, glæder mig til snart at vende hjem til alle jer i Danmark igen. Og bare rolig, jeg har det godt;-)

Mange mange knus Mette