Archive for the 'Honduras' Category

Lang rejse gennem Mosquitia

Wednesday, January 17th, 2007

Vi tog afsked med vores gode ven John og begyndte vores planlagte tur ind i den vilde jungle. Vi glædede os rigtigt meget til at komme væk fra turister og folk der snakkede engelsk, og så glædede vi os bare til at komme ud og se noget helt andet. Og det kom vi!

Vi kørte tidligt om morgenen i bus fra La Ceiba til lille bitte by der hedder Tocoa. Der blev vi og vores tasker hevet ud af bussen og smækket op på en pickup truck. Der var så meget konkurrence chaufførerne imellem, at de nærmest kom op at slås med hinanden over passagererne og pengene. Det var ret ubehageligt at ens taske sådan bare bliver revet fra en.

Nå, men så sad vi ellers der på ladet af pickup trucken sammen med en masse andre mennesker i 5 stive timer, i højt solskin og masser støv og blæst. Vejen var fyldt af mudder og huller og flere gange frygtede jeg at bilen ville vælte om på den ene sidde fordi chaufføren kørte så dårligt.

Pludselig så det ud som om vejen endte, men det gjorde den ikke, den fortsatte bare nede på stranden. Så der blev kørt vildt ræs nede på stranden, slingrede helt vildt og kørte halvt ude i vandet nogle gange. Og så stoppede vi pludselig, og de fleste folk sprang af og gik ud i vandet.

Det så virkeligt mærkeligt ud og vi forstod ikke hvad de lavede? Hvorfor skulle vi ikke bare se at komme af sted? Hvorfor vadede de rundt ude i vandet? Vi fandt så ud af at der var en slags å der mundede ud i havet og den å skulle vi ligesom over på en eller anden måde, her var der ingen broer. Så det alle menneskene ude i vandet lavede, var at finde det laveste sted bilen kunne køre igennem åen!

Så fandt de et stort stykke plastic som de lagde ud over motoren og så kørte vi ellers gennem åen, som var ret så dyb! Vandet skyllede ind over motoren og op på ladet af pickuppen, men vi kom over på den anden side, heldigvis. Så troede vi det værste var overstået, ind til vi fandt ud af der var ca. 5 flere åer vi skulle over på samme måde! Dog var der en lille bitte flodpram ved den allerdybeste, det var ret heldigt.

På turen kørte vi igennem et super smukt landskab der på mange måder mindede mig om Afrika, rød jord, acacie-træer, tørt landskab, masser af sorte mennesker ikke bitte små landsbyer med hytter af ler og tag af strå.

Her er folkene Moskito-indianere. Folk her er nedstammet fra de afrikanske slaver som spanierne tog med sig, dengang de erobrede store dele af Mellemamerika.

Derfor er folk her i Honduras, rundt ved kysterne sorte, mange oppe ved de caribiske ør taler endda kun et meget syngende engelsk og ikke spansk, det er meget underligt. Her på Moskito-kysten taler folk Moskito eller Pech, som lyder virkeligt underligt, og det er på ingen måde til at forstå noget af overhovedet!

Endelig nåede vi frem til Batalla, en mini landsby med et par huse og en gris, hvorfra vi skulle tage en lille kano over på den anden side til Palacios. Byen var lidt større med to hoteller (som var virkeligt
usle) og en restaurant. Det virkede meget forladt alt sammen. Vi gik lidt rundt i Palacios og mødte der to amerikanere, som fortalte de var en gruppe på 5 der netop havde været helt inde i Moskitia, hvor vi havde planer om at tage hen. Vi spiste middag med de 5 amerikanere, en læge der skulle bringe medicin ud til de mest afsidesliggende steder i Moskitia, hans datter, hans ven og hans søn. Ejeren af restauranten joinede os også, en gammel græker, John, som ivrigt diskuterede hvilket land lavede den bedste pizza, han mente selvfølgelig det var Grækenland.

En mand i dametøj serverede maden, det var virkeligt et underligt syn!

Han havde tydeligvis stadig skægstubbe, men havde meget stramme små busker på og en lille pink top!
Underligt syn, der midt ude i junglen!

Det var virkeligt godt at møde de amerikanere der, for de kunne give os en masse tips om hvor vi skulle tage hen og hvad vi ikke skulle gøre. Vi har fundet ud af at hele Lonely Planet´s afsnit om Moskitia-området på ingen måde passer, den er slet ikke opdateret. Det var vi lidt ærgerlige over, da Lonely planet ellers har været vores bibel indtil nu.

Vi havde planer om at rejse ned gennem Moskitia på hele østkysten og derfra tage ind i Nicaragua.
Vores nye amerikaner venner fortalte os også at Moskitia godt kan være et meget farligt område, især nede omkring en by, vi senere skulle igennem som hedder Puerto Lempira. Den største havneby i Moskitia-området hvor al kokain der skal distribueres til mellemamerika bliver smuglet ind. Samtigtigt render alle folk herude rundt med kæmpe våben, så man skal passe på herude. Amerikanerne rådede os til at lade være med at atge ned igennem Moskitia til Nicaragua, men istedet flyve tilbage til La Ceiba og tage ned over hovedstaden, en kæmpe omvej, som vi slet ikke havde råd til, penge mæssigt eller tidsmæssigt. Så selv om vi var blevet advaret et par gange, besluttede vi at gøre det alligevel.

Og bare rolig, det gik godt!

Dagen efter tog vi speed bad til en mindre by, Raistá, hvorfra vi ville tage en tur op af en flod, længere ind i junglen og tage på trek.

På hostelet i Raista fik jeg stjålet en masse penge, da nogen havde brudt låsen op. heldigvis havde de ikke taget mit pas, men det var bare en virkeligt ubehagelig fornemmelse at nogen havde været inde på værelset og rode i vores ting. Efter den episode har vi nu taget min ekstra hængelås med kode i brug.
I Raista mødte vi et nygift israelsk par, som var virkeligt søde, dem delte vi så en båd med op til Las Marias som lå 5 timer oppe af floden Rio Platano. Det var en feeed tur, vi sejlede i en lang udhugget træstamme op af floden, så masser af fugle og regnskov, og jeg så endda en krokodille! De andre nåede ikke at se den før den smuttede ned i vandet igen.

Da vi nåede til Las Marias var vi endeligt nået helt ud i ingenting. Der var nogle små træhytter at sove i, ingen lys udover dagslys, ingen strøm, brusebadet var en spand med vand og toilettet virkeligt primitivt.

Wauw, stor kontrast til turisthelvedet på Roatan!

Ud fra Las Marias kunne man vælge at tage på forskellige treks med guider. Vi valgte den nemmeste, en endags trek ude i junglen og sejltur op til nogle gamle Petroglyffer, som var ridset ind i nogle store sten midt ude i floden.

Turen gennem junglen var fantastisk, det var virkeligt tropisk regnskov, med virkeligt rigt dyre og plante liv, vi så masser fugle og en white faced monkey, en lille abe. Guiderne vidste utroligt meget om skoven og dens planter, de viste os blandt andet et træ der var fyldt med klart friskt vand, man kunne drikke.

Bagefter sejlede vi i små udhulede træstammer op af floden hvor der var rimeligt meget strøm. Der var 3 guider i hver båd med lange stave som de skubbede kanoen frem med, der var så lavt vand nogle steder at de ikke kunne have motor på båden. Det var en vild tur op af floden til Petroglyfferne som er Moskitias store seværdighed, som de sælger området på.
Vi blev dog ret skuffede over dem, de så faktisk ud som om de var fake.. Men turen i sig selv var virkeligt en oplevelse, og det er jeg rigtigt glad for at jeg har fået med!

Efter Las Marias tog vi tilbage med båd til Raista hvorfra vi ville tage et lille fly derfra og til Puerto Lempira, en meget sikrere vej at komme igennem området på. Men når man er ude midt i junglen skal man ikke regne med at flyet har nogen særlig tidsplan eller det der ligner. Så vi skulle vente halvanden dag før det kom. Men det passede os faktisk meget godt, for så havde vi tid til at tage på Crocodile night-spotting om aftenen!

Efter aftensmad tog vi igen ud i mørket pÃ¥ nogle af de smÃ¥ floder der slynger sig rundt i landskabet. vi sejlede igen i en lille udhugget træstamme, som man følte kunne gÃ¥ midt over sÃ¥ let som ingenting. Vi blev bedt om at holde hænderne til os selv og ikke holde fast i kanten af kanoen…

Vi så i alt en 7 krokodiller, nogle større end andre. Da guiden spottede dem, lod de kanoen glide helt tæt op af dem, så man kunne røre dem, hvis man altså turde. De var fantastiske at se dem så tæt på, og i deres naturlige levested. De var virkeligt spændende at opleve det!

Næste dag sad vi i 100 år ved landingsbanen og ventede på at flyet skulle dukke op. Vi spiste mad på et comedor, spilede kort, kedede os gik en tur, sov lidt og kedede os lidt mere. For at være sikker på at komme med flyet, når det endelig kommer, er det desværre måden at gøre det på.

Endelig kom flyet dog, et lille 5 personers propelfly var det. Og her galt reglen om at der altid er plads til flere selvfølgelig ogsa. SÃ¥ vi sad 7 personer og en lille nyfødt baby inde i det lille fly, derudover var der ogsÃ¥ mig og Marias store rygsække og alle de andres kufferter – jojo.

Det var sådan en fed tur med det, vi sad lige bag piloten og kunne se alt hvad han lavede, der var en super flot udsigt over hele Moskitia området med alle floderne der snoede sig ud og ind i landskabet.

Vi landede i Puerto Lempira en time efter. Der fandt vi hotel og prøvede at gå ud og forhøre os om transport til Leimus som ligger ved Rio Coco som danner grænsen mellem Honduras og Nicaragua.

Der kørte en stor lastbil næste dag og den kunne vi komme med for en rimeligt billig pris, så det gjorde vi. Det var en vild tur! Otte timer i lastbil på en meget hullet vej. På et tidspunkt kørte lastbilen fast i et kæmpe mudderhul midt ude i ingenting og heldigvis var der en lignende lastbil der var kørt fast lige ved siden af, så der var masser mennesker til at hjælpe den fri. Efter en time og en masse mudder kunne vi igen køre videre. Vi kørte fra Puerto Lempira ved en 10-tiden og var i Leimus da mørket brød frem. Da vi ankom, kunne vi med det samme sejle i lille udhugget træstamme over på den anden side. Det var virkeligt uhyggeligt at sidde der i kanoen, helt i mørke midt ude på floden. På den anden side tog vi en bil til en by der hedder Easpan som lå 20 km væk. Vi kørte gennem den mørkeste skov, med en chauffør der kørte helt sindssygt, det mindende virkeligt om en gyserfilm! Men vi nåede da hele frem, og kom ind på det billigste hostel der fandtes. Det var så også det ulækreste indtil videre.

Madrasserne kunne lige så godt ikke have været der, det føltes som at ligge på et bræt og sove. og der var bare så beskidt og ulækkert og fængselsagtigt, men det var kun en nat, så vi over levede.

Igen var jeg rigtigt glad for min lille hængelås, der ikke sådan kan brydes om. For efter vi havde været ude og få noget mad kunne man se nogen allerede havde forsøgt at bryde ind og tage vores ting. Men de havde kun kunnet få den anden hængelås op, og ikke min, heldigvis. Det er bare ikke en rar fornemmelse at folk prøver så ivrigt at stjæle fra en. Vi glædede os til at få lov til at sove et sted hvor vi kunne føle os trygge!

Næste morgen klokken 7 tog vi en almindelig bus til byen Puerto Cabezas i Nicaragua, helt underligt pludselig at være i et nyt land. Den eneste måde man kunne se man var kommet til at nyt land var at øl-reklamerne var anderledes..

I Puerto Cabezas indlogerede vi os på hotel, og smuttede derefter til lufthavnen for at høre hvornår flyet gik. De fortalte det gik en time efetr, så vi drønede tilbage på hotellet, greb vores tasker og var tilbage i lufthavnen med det samme, vi skulle bare nå det fly, på den måde kunne vi spare en hel dag, overnatning på hotel og mad. Dette fly var lidt større, det havde nok plads til en 15 personer. Flyveturen til Managua, hovedstaden i Nicaragua tog ca halvanden time. Endelig var vi tilbage i civilisationen, efter lang, lang rejse gennem Moskitia.

I Managua skulle vi ordne en masse praktiske ting, forny visum på immigrationskontoret, hvilket tog en hel dag, fordi de er så langsomme, og køre efter et åndsvagt system. Så vi brugte en hel dag på at stå i mange forskellige kør, og lige nu vil jeg aldrig i mit liv igen se et immigrationskontor! Jeg skulle også have købt en billet til når jeg skal til Ecuador den 4 marts.

Efter al for lang tid i Storbyen, er vi nu endelig kommet til den lidt mindre og mere hyggelige by nord for Managua som hedder León. Her skal vi i dag på vulkan tur, og opleve det der hedder Vulkan-boarding eller noget i den stil, som kun kan gøres her i Leon. Man bestiger vulkanen med et bræt under armen. Og når man når toppen, rutscher man ned af lavaen på dette board, lidt ligesom at kælke, bare med lava i stedet for sne. Det bliver nok en ret fed oplevelse..

Vi er her i Leon et par dage endnu, skal nok også en tur på stranden snart, for her er virkeligt uudholdeligt varmt, ved ikke hvor mange grader, men det er virkeligt en trykkende, tør hede som bare slår en helt ud! Ja, i ville nok hellere være hernede i varmen kunne jeg forestille mig, jeg holder op med at klage nu.

Næste skridt

Wednesday, January 3rd, 2007

I dag skal vi ud og se en sommerfuglepark og ellers skal vi nyde stranden og det lækre men MEGET varme vejr!

På fredag pakker vi igen vores ting sammen og rejser væk fra paradis-øen Roatan. For at opleve en spændende kontrast tager vi helt ud i ingenting, midt ind i den dybe uigennemtrængelige jungle.

Vi håber det er muligt at komme helt ’off the beaten track’ og se en masse dyreliv og regnskov. Det bliver virkeligt spændende og noget helt andet!

Håber I alle sammen kom godt ind i det nye år, det gjorde jeg! Og jeg nyder min rejse i fulde drag!

Svømmer med delfiner

Wednesday, January 3rd, 2007

Den 2. januar tog vi ud og svømmede med delfiner, det var bare en fed oplevelse.

Delfinerne lavede alle mulige tricks og drillede hinanden og os rigtigt meget, der var rigtigt meget gang i dem, vi kom helt ned i vandet til dem og klappede dem og killede dem på maven, så de begyndte at grine!

Vi fik lov til at holde en delfin og vi fik kys af dem, det var rigtigt sjovt!

Vi fik også taget billeder med dem, det var super fedt at opleve det!

wwwDSC_1008.jpg wwwDSC_1036.jpg  
wwwDSC_1032.jpg wwwDSC_1040.jpg WWWmette_001.jpg

Min Nytårsaften

Wednesday, January 3rd, 2007

wwwmette1_001.jpgJeg håber I alle havde et fantastisk nytår, syv timer før jeg fejrede mit..

Vi startede med at spise super lækker mad på rigtigt god restaurant helt nede på stranden.

Derefter smuttede vi ned ad stranden, hvor der ligger masser af barer og endte et sted de spillede rigtigt god livemusik!

Der mødte vi en masse andre, som vi festede med, og da klokken blev 12 sprang vi ind i det nye år og drak champagne, luften var lun og varm, og der var super god stemning!

Efter klokken tolv gik vi ned på stranden og åbnede vores medbragte champagne og tændte vores små stjernekastere. Her bruger de nemlig ikke særligt meget fyrværkeri til nytår, kun til jul, det er lidt underligt!

Derefter gik vi nærmest bare fra fest til fest, først kom vi til et techno-rave-party nede på stranden, men det var nu ikke lige vores stil, så vi tog på den fedeste bar i hele verden, som lå ude over vandet, og vandet var lyst op, så man kunne se alle fiskene, der svømmede omkring lige nede under en.

De spillede rigtigt god musik, og der var flere etager, og de havde den fedeste ting, Gynger! Så vi gyngede inde på diskoteket ud over vandet, det var så cool!!

Gid man havde den bar i Danmark, det var simpelthen for sejt.

Klokken 5 om morgenen endte vi nede på stranden under palmerne, med fødderne i det caribiske hav, hvor vi så månen gå ned og solen gå op, før vi smuttede hjem på vores hostel, det var bare skønt!

Dage under vandet

Wednesday, January 3rd, 2007

På vores hostel i Copan mødte vi atter John fra Tjekkiet, som rejser Centralamerika rundt på sin seje motorcykel.

Vi aftalte at tage til Bay Islands med ham også og finde et værelse sammen med ham, man kan spare mange penge på den måde! Så det gjorde vi.

Vi er taget til den største af øerne, som hedder Roatan. Hvide sandstrande med kokos palmer og turkisblåt hav, her er fantastisk vejr, det er simpelthen så skønt! Og hele øen er omgivet af kæmpe koralrev, så det er er bare dykker paradiset! Her er det næstbedste koralrev i hele verden, lige efter Great Barrier Reef i Australien.

Selv om Roatan er det allerbilligste sted i verden man kan tage sit PADI-dykkerbevis, så var det stadig for dyrt for mig, da jeg ikke havde regnet med vi skulle dykke hjemmefra. Så Maria og John har taget kursuset og jeg har hygget mig på stranden imens, hvilket var virkeligt lækkert!

En af dagene da de skulle ud på to dyk ved et kæmpe koral rev sprang jeg med i båden med snorkel og finner jeg havde lånt og så lå jeg ellers og snorklede i overfladen lige hen over koralrevet som lå lige under overfladen.

Det var en fantastisk oplevelse og jeg er slet ikke ked af at jeg ikke tog dykkerkurset for det her var bare næsten lige så godt!

Jeg så rigtigt mange fisk i alle mulige farver, svømmede inde midt i en kæmpe fiskestime af store blå fisk, så en kæmpe Barracuda (gedde) som nok har været over en meter lang, der blev jeg virkeligt bange, den kiggede så ondt på mig med sine skarpe tænder, hihi.

De andre så skildpadder og søslanger og i dag skal John ud og dykke med hajer, fatter ikke han tør!!