Archive for the 'Ecuador' Category

Nedtælling

Monday, April 2nd, 2007
[webmaster]: Sjovt at tænke på, at Mette i dette øjeblik er ved at bevæge sig tilbage til Danmark. I morgen, tirsdag, ved tolvtiden lander hun. Sikkert jet-lagged og med en mærkelig fornemmelse af, at noget vidunderligt er slut.

Tag godt imod hende – det er sjældent let at komme hjem.

🙂

Min sidste dag

Thursday, March 29th, 2007

de-andre-i-ecuador_1.jpgDe sidste par dage er simpelthen gået så stærkt. Alle er ved at smutte nu, og til mit store held er det muligt at møde mange af de andre frivillige i Quito når jeg kommer dertil.

Alex, Jo og Nicole tog af sted tirsdag morgen, så mandag aften tog vi selvfølgelig på baren og drak Cristal Limon som er tradition her sidste aften. Vi havde det virkeligt bare super skægt, dansede rundt og alle var i vildt god stemning!

machete_mette.jpgHar savnet dem lidt siden da, for det er dem jeg har det allerbedst sammen med, men alle de andre er også super søde, så det er fint nok.

tarantel.jpgDe sidste par dage har jeg hakket med machete i CCPA – derfra det cool billede til højre, fjernet ukrudt i kæmpe sø i capybara omrÃ¥det, sÃ¥ vi var fuldstændigt dækket af mudder – nede i mudderet var der blandt andet tre slanger og tusind smÃ¥ taranteller, der kravlede rundt (se billedet), og havde jeg før en angst for edderkopper er den da i hvert fald væk nu

Men frøangsten er der stadig og i gÃ¥r satte jeg mig pÃ¥ en kæmpetudse, som var hoppet op i min hængekøje, mens jeg lige smuttede et øjeblik – er det ikke bare ulækkert eller hvad ???

De andre griner af mig her, og siger jeg må vær den eneste i verden der er bange for frøer.

Og i dag har jeg køkkentjansen, så det er bare nice, dejligt afslappende.

Det er min sidste dag i dag, og jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg har det med det, for det er ikke sjovt at sige farvel til alle, og samtidig har jeg egentlig bare lyst til at rejse videre og opleve mere.

Men samtidig bliver det jo også rart at komme hjem, det er klart!

Jeg elsker at være i Ecuador

Thursday, March 22nd, 2007

Jatun_Sacha.jpgHer til eftermiddag hoppede jeg lige på en bus ind til Tena sammen med Jo og Alex.

Herfra er der billigere internet, og de andre skulle ringe og købe forskellige ting, og så er det bare også rart med et lille bræk fra al junglen, bare engang imellem.

Vi fik lov at klatre op på taget af bussen, det var vildt fedt at sidde deroppe og se ud over hele junglen med vinden i håret.. .en ting man helt sikkert aldrig vil opleve i Danmark. åh, jeg elsker at være i Ecuador!

I gÃ¥r var der »Den Største Tarantel« pÃ¥ stationen, som kravlede rundt pÃ¥ en af murene..her bliver de op til 30 cm…er det ikke vildt??? Tror kun den her var 20 cm..men det var nu ogsÃ¥ stort nok.

Og så var der en slange på toilettet forleden.. men man bliver egentlig bare vant til det nu.

Jeg har bestemt mig for at tage herfra Jatun Sacha to dage tidligere end jeg havde planlagt. Det må jeg gerne, da man i alt har 8 fridage, og jeg kun har brugt de 5.

Så mødes jeg i Quito med Jo, Alex og Nicole, som jeg også var på ferie med rundt i landet. Og så hænger jeg ud med dem der to dage før de flyver videre til Lima i Peru og jeg flyver til DK.. øv mand jeg vil hellere med dem! De skal på INKA-trail op til Machu Pichu, og videre til Chile og Easter-Islands (Påskeøerne) og derefter videre til New Zealand, Australien og slutter af på Bali! Jeg vil med!!

Men jeg kommer helt sikkert tilbage til Sydamerika, her er bare så fantastisk og smukt og der er bare masser og masser af steder og lande som endnu venter på at blive udforsket!

Smutter igen, har ikke meget tid, vi skal tilbage til Jatun sacha og spise..knus!

En ferie i ferien

Sunday, March 18th, 2007

Her kan du se de områder, som Mette beskriver i denne beretning

De sidste fem dage har jeg rejst rundt i landet med tre englændere, som også er frivillige her på Jatun Sacha.

De tre, Alex, Jo og Nicole kender hinanden hjemmefra og er kommet til Ecuador sammen.

Mig og en tysk pige ved navn Sophy sluttede os til deres i forvejen planlagte ferie, og det var de bare glade for. The more the merrier, as they say.

Vi tog afsted, alle fem tirsdag morgen med bussen ind til byen Tena hvorfra vi tog en bus, fire timer til en by der hedder Baños. Der blev vi to nætter.

Baños er en super lille og hyggelig by som ligger omkranset af høje bjerge og en stor stor aktiv vulkan tÃ¥rner sig op over de smÃ¥ hustage og ofte mÃ¥ byens smÃ¥ indbyggere evakueres da vilkanen ofte bryder ud – og det ville vi se.

Så den første dag gik vi lidt tundt og så på den dejlige by, fik noget god mad at spise og om aftenen tog vi på tur op til Vulkanen.

Der er masser af forskellige companies som laver ture rundt omkring Baños og blandt andet kan man køre derop i en Chiva som er en slags lille lastbil, men der var lavet plads til passagerer og man kunne også sidde ovenpå, på taget og høre høj musik, det var ret fedt. Så mens det var mørkt kørte vi op i bjergene og blev sat af ved et udkigspunkt, hvor der var mange andre mennesker, og nogle havde lavet stort bål, hvor forskellige artister jonglerede med ild osv.

Man kunne se hele Baños deroppe fra med de smÃ¥ oplyste gader, det var enormt smukt, men vulkanen var tavs..vi kunne ikke engang se hvor den var i mørket – lidt skuffende. Da vi var pÃ¥ vej hjem, hørte vi pludselig et stort brag og hele himlen blev oplyst af et rodt skær, og pludselig kunne man se gløder og gnister der sprang op fra vulkanen!

Alle jublede og klappede i hænderne og råbte: ”Fuego, fuego!”, som betyder ild på spansk. Vi så den rødglødende lave vælte ud over vulkanens krater og stive i kulden, det var et enormt smukt syn og virkeligt uvirkeligt at stå der og se en kæmpe vulkan bryde ud!

Den måde alle folk jublede på mindede mig pludselig om et eller andet stammefolk som tilbad denne store truende vulkan, det var mærkeligt at være en del af.

Efter et kort ojeblik blev himlen sort, og der blev helt stille..det var ovre. Wauw.

Men nu kunne man virkeligt bare fornemme hvor tæt på vulkanen var på byen Baños, og det må være utroligt at bo der altid, og altid vær i fare og ofte blive evakueret, men det r vel bare en del af dagigdagen for byens indbyggere. Lidt efter brød den ud igen, og igen kunne man se den røde lava sprøjte op over kanten, det var fantastisk. Den sprang ud i alt tre gange før vi kørte ned med Chivaen igen, tilbage til vores hostel i Baños. En helt utrolig oplevelse!

Dagen efter stod vi op klokken halv fem..tidligt om morgenen, det regnede lidt og gik ned til noget varme bade som byen Baños også er kendt for.

På grund af vulkanen er der masser af varme kilder som springer op fra undergrunden af og derfor har man inde i Baños bygget et dejligt lille anlæg med pools hvor vandet kommer direkte fra vulkanens varme indre.

I vandet er der ogsÃ¥ naturligt enormt mange mineraler, og derfor var vandet grønt. Vi tog afsted sÃ¥ tidligt fordi vi havde hørt det var bedst og der ville være færre mennesker pÃ¥ dette tidspunkt – normalt er det fyldt op med turister. Og samtidig ville vi gerne se solopgangen mens vi slappede af i det dejlig varme vand. Og det var virkeligt skønt, helt naturligt opvarmet vand, det var virkeligt lækkert. Der var en tempereret pool som vi startede i og her var mange lokale folk som kom der hver morgen for et varmt bad.

Vi snakkede med en af dem som viste os hvor man rigtigt skulle gøre. Der var nemlig også en meget varm pool hvor vandet ca var 50 grader. Man skulle først stille sig ind under en is iskold stråle af vand og bare blive gennemkold og derefter skulle man skynde sig ned i den nærmest kogende pool og sidde der 2 minuter og derefter skulle man op under det iskolde vand igen og ned i den varme pool igen..tre gange i alt.

Og det føltes skønt, selvom det var lidt af en grænseoverskridelse at hoppe under det iskolde vand første gang nu vi lige kom fra den dejligt tempererede pool. Men man blev helt frisk at det og det skulle være utroligt godt for ens blodcirkulation!

Efter vores morgenbad gik vi ned i byen og spiste morgenmad, slappede lidt af og gik rundt i byen og shoppede lidt.

Nu skal jeg jo snart hjem, så jeg skal ikke bære på tingene længere, Det bliver godt nok skønt ikke at skulle bo i en kuffert længere!

Om eftermiddagen tog vi endnu en tur rundt om byen Baños i Chiva for at se alle vandfaldende som er i bjergene der omkranser Baños.

Det var en smuk smuk og lidt våd tur, men vi så rigtigt mange vandfald oppe i bjergen og så fik vi også mulighed førte at køre i cablecar over en stor stor kløft. En cablecar er en lille kurv lavet af jern som hænger på en wire, som så drøner ud over kløften og over på den anden side. Det var helt vildt, for der var virkeligt langt ned og kurven dinglede og knirkede mens den løb på wiren. Men flot var det, vi kørte lige hen over toppen af et vandfald sa vi kunne se det fra oven.

Vi prøvede to forskellige cablecars pÃ¥ turen, og pa et tidspunkt kørte vi hen over en bro hvor vi stoppede. Hva skal der nu ske tænkte vi? Vi blev bedt om at stÃ¥ af bilen og sÃ¥ sÃ¥ vi en mand hoppe ud fra broen i elastisk – det var ikke bungyjump, men nærmere som en gynge. Det sÃ¥ helt vildt ud, og der var virkeligt langt ned til brusende flod der løb langt nede i kløften. Og vi blev ogsÃ¥ tilbudt at prøve og jeg skulle bare ikke nyde noget, jeg vile aldrig kunne springe ud fra den bro, der var simpelthen alt for langt ned, og desuden har jeg vidst ogsÃ¥ prøvet nok farlige ting pa denne rejse!

Men Nicole var frisk og pludselig sprang hun ud fra broen i elastikken og vi andre skreg helt vidt., Hun syntes det var super skægt og jeg synes bare hun var sÃ¥ tapper, jeg havde slet ikke troet hun ville turde det – sej tøs.

Dagen efter sagde vi farvel til Sophy som skule videre til Quito og senere Sao Paolo i Brasilien.

Vi andre, mig, Jo, Nicole og Alex tog videre til en by der hedder Riobamba, ca 2 timers buskørsel fra Baños. I Riobamba mødte vi to andre frivillige her fra Jatun Sacha som ogsÃ¥ var pÃ¥ ferie. De hedder Ali og Rebcca og kommer begge fra London ogsÃ¥ – alle her er jo nærmest englændere altsÃ¥.

I Riobamba er den eneste rigtige turistatraktion toget UD af Riobamba, hvilket er ret komisk. Denne jernbane er nu kendt fordi den kører oppe i bjergene ud til et bestemt sted der hedder Nariz del Diablo..the devils nose. Det er en klippe formation som åbenbart ligner djævlens næse, dont know why, jeg kunne ikke se det?

Men vi tog turen for at opleve den smukke smukke natur og for at køre med toget oppe i Ecuadors bjerge hele dagen som var en fantastisk oplevelse i sig selv! Og det fede ved dette tog var at vi fik lov til at sidde oppe på taget af det med fødderne ude over kanten. Det var helt vildt sejt at prøve og også lidt vildt, for mange steder kørte toget helt ude på kanten af et bjerg og lænede man sig ud kunne man se direkte ned i afgrunden. Det var en fed dag og super fantastisk at køre gennem Ecuadors bjerge på taget af en lille tog!

Da vi kom hjem gik vi ud og spiste god mad, og dagen efter tog vi bussen 7 timer tilbage til Jatun Sacha, så nu er vi tilbage i junglen igen. Og det er nu egentligt meget rart.

Nu har jeg 14 dages arbejde tilbage her inden jeg tager tilbage til Quito og derefter til gode gamle Danmark igen!! Jubiiii..men også lidt trist.

Jeg er blevet så glad for alle menneskene der er her, og har virkeligt bare slet ikke lyst til at sige farvel til dem. Det er det værste ved at rejse, man møder en masse dejlige mennesker som man hele tiden bliver nødt til at sige farvel til igen. Men så må man vel bare nyde det mens man kan!:-)

Hasta pronto – vi ses snart!

Om at fare vild i junglen

Monday, March 12th, 2007

Har det simpelthen så godt lige nu! Det er aften og har sneget mig til en plads ved en af de ledige computere. Vi har haft den super fedeste dag i dag. Først og fremmeste fik vi pandekager med frugtsalat og sirup til morgenmad, ikke ringe ikke ringe.. Derefter havde vi Artesania, det betyder smykkeværksted. Der kom en lokal dame fra en af de lokale samfund her tæt ved og hun havde en masse frø og kerner med fra skoven og tråd.

Og så lavede vi ellers armbånd, halskæder og ankelkæder. Det var super hyggeligt, alle deltog og så sad vi der ude på den overdækkede terrasse ved hængekøjerne og lavede flotte armbånd, mens regnen silede ned midt herude i regnskoven!

I eftermiddags tog vi på tur ud for at finde et rehabiliterings center for dyr. Vi tog af sted med bussen og blev sat af, der hvor centrets indgang var..troede vi.

Men vi skulle så åbenbart gå 2 km længere ned af vejen, og folk vi spurgte om vej blev ved med at pege i alle mulige forskellige retninger, ingen kunne give et ordentlig svar på hvor centret lå! Så mødte vi til sidst en lokal ecuadorianer der vandrede ned af vejen med en baby på armen og en paraply i hånden. Han vidste endelig noget.

Vi havde åbenbart gået for langt, og skulle have været drejet il højre..ikke af en vej, men af en lille bitte sti som førte direkte op og ind i regnskoven.

Der var ingen afskiltning og vi havde aldrig fundet denne lille junglesti uden ham! Han fortalte vi skulle gÃ¥ af den snørklede sti 25 minutter og sÃ¥ ville vi ankomme til centret. Inden han smuttede nÃ¥ede han lige at fortælle os at stien delte sig flere steder og hvilke veje vi sÃ¥ skulle vælge.. “NÃ¥ ja, forresten..”

Vi havde allerede gået langt på dette tidspunkt og nogle var parate til bare at gå tilbage, men vi bestemte os for at give det et forsøg. Det så godt nok lidt vildt ud for stien førte direkte ind i den tætte regnskov, og det var virkeligt svært at gå der.
Vi gik i 50 minutter og var ved at blive smånervøse, da vi ikke rigtigt fandt nogen form for civilisation overhovedet, og vi vidste det ville blive mørkt om et par timer.

Vi kom til et punkt, hvor vi stoppede og overvejede hvad vi skulle gøre. Det føltes ret skræmmende at være midt ude i junglen, uden guide eller noget.

Godt vi ikke mødte nogen slanger eller lignende på denne tur. Vi sendte en fyr Sebastian lidt videre af vejen og over en bakke, bare lige for at se om der skulle være noget der, og var der ikke det ville vi gå hele den lange vej tilbage til vejen vi kom fra. Men heldigvis råbte han endelig at vi skulle komme hen til ham, for han havde fundet det!! Jubiii.

Og det viste sig så at vi havde taget bagvejen hen til centret og at besøgende aldrig kom den vej, men sejlede ud til centret af floden..hm?

Men det var fedt at opleve centret, der var aber overalt! Små Hr. Nielsson-aber og store aber også. De fleste var ikke i bur, men krøb bare rundt omkring over det hele. De havde lige fået unger, så der var bare nogle rigtigt små nuttede nogen imellem. En hoppede op på mig, og en kravlede hen over mine fødder. Man havde bare rigtigt meget lyst til at tage dem op og æ dem, men de prøver at have mindst mulig kontakt med aberne for at de ikke skal blive alt for vant til mennesker, så man måtte ikke røre ved dem.

På centret havde de mange dyr. Slanger, masser af store skildpadder, skovsvin, ocelotter(som lignede små jaguarer, og de knurrede højt..uuh), papegøjer i alle farver, capybara, mange forskellige slags aber osv. Det var virkeligt sjovt at se dem alle sammen. Centret får ofte dyr ind som politiet har konfiskeret, dyr som har været ulovligt holdt som kæledyr, eller som har været transporteret rundt til andre lande på forfærdelige måder for at sælge dem illegalt. For eksempel hørte vi om små papegøje-unger som blev fragtet illegalt i bildæk og de fleste af ungerne døde under turen..forfærdeligt.

På vejen tilbage sejlede vi i en stor kano op af floden, op til stedet hvor vi først blev sat af med bussen. Der fik vi et lift af en pickup fyldt med venlige militærfolk.

Det var bare en rigtigt fed tur, vi havde vandret sÃ¥ længe i den tætte regnskov og var fuldstændigt færdige og gennemblødt af sved. Og vi nÃ¥ede til et punkt hvor det hele virkede lidt nyttesløst og vi følt os ret lost og trætte. Og sÃ¥ nÃ¥ede vi alligevel endelig frem og fik lov at fÃ¥ den allersidste tur pÃ¥ centret for den dag. og sÃ¥ havde vi bare den skønneste tur op af floden i den store kano og turen bag pÃ¥ pick-uppen tilbage til stationen Jatun Sacha hvor vi bor var bare prikken over i’et.

Da vi alle otte sad der bag på ladet med vinden i håret, godt trætte og bare grinede over hele dagen og nød solnedgangen. Da sagde vi bare til hinanden, at det her oplever man bare ikke derhjemme i det normale liv.

Det her var en rigtigt fed oplevelse vi havde haft sammen og det er grunden til at det er så fedt at rejse! Det var bare en fed fornemmelse, og lige i det øjeblik tænkte jeg bare, at hvor er det ærgerligt at jeg skal væk fra de her skønne mennesker jeg har lært at kende her. De er simpelthen så søde og sjove alle sammen og det er en fed gruppe.

Jeg vil ikke hjem! Jeg vil ikke sige farvel til dem! De fleste bor selvfølgelig i England og Tyskland, så det er ikke så langt væk igen.

Men det vil aldrig blive det samme som det er her – er virkeligt glad for stedet og menneskene her!
(Men bare rolig, jeg kommer hjem alligevel. .hihi)