Archive for January, 2007

Ankommet til Grenada

Saturday, January 27th, 2007

Lige i øjeblikket laver vi ikke ret meget andet end at dase den!

Vi er kommet til Granada, har været her et par dage, været pÃ¥ markedet i Masaya, som laver forskellige handicrafts – har blandt andet købt hængekøje!
Vi bor på et hostel der hedder the bearded monkey.. the place to be!

Det hostel har et kæmpe lækkert hus ved en sø uden for Granada, som hedder Laguna de Apoyo, det er faktisk en krater sø, så nogle steder er den 300 meter dyb, svært at forestille sig.

Mens vi var deroppe var der kanon vejr, virkeligt varmt, og vi badede i det blå, blå vand og hyggede os om aftenen med de andre gæster.

I dag er vi kommet tilbage ind til Granada, og tager direkte videre til Isla de Ometepe, som er en vulkan ø midt ude i Lago de Nicaragua, som er Nicaraguas største sø, den er mega stor og der er ferskvandshajer i..uuh, det eneste sted i verden der er ferskvands hajer.

Så siden sidst har jeg ikke lavet nogle farlige halsbrækkende ting, bare rolig.. jeg er kun blevet rigtigt rigtigt solbrændt, glemte solcremen i går, av!

Den 3. februar skilles mig og Maria, og jeg tager ud på Projektet ved Rio San Juan, som bliver noget af en oplevelse.

Indtil videre har jeg ringet til koordinatoren og aftalt hvor vi mødes.

Så alt, jeg ved, er, at jeg skal tage fra Isla de Ometepe med færgen til en lille flække, der hedder San Carlos.
Færgeturen tager 10 (!) timer og bliver nok ikke så sjov.

Men når jeg kommer til San Carlos ved jeg bare, at jeg skal tage en taxa hen til koordinatorens hus og mere ved jeg ikke..

Aner ikke hvor selve projektet ligger, men forestiller mig, at vi skal på en rimelig lang tur i kano op af floden Rio San Juan..og ud i ingenting, hvor jeg skal være den næste måned.

Ned ad San Cristobal på surfboard

Thursday, January 18th, 2007

webMette_266.jpgI går var vi ude og Volcano-boarde, som er et nyt fænomen, her, ja faktisk i hele verden. For her i Leon, Nicaragua er det det eneste sted i verden endnu, at man kan Volcano-boarde!

Sejt tænkte vi..

Vi tog af sted i pickup med seks andre unge og en guide hen til San Cristobal, en meget ny vulkan, det er faktisk den allernyeste i Central Amerika, den er kun 150 år gammel og sidste gang den var i udbrud var i 1999, ikke så lang tid siden igen.. Derfor var vulkanen fuldstændigt dækket af lavasten og der var ikke kommet planter og bevoksning på den endnu.

Da vi kom hen til foden af vulkanen fik vi hver vores board i hånden og så begyndte vandringen ellers op, og den var bare virkeligt stejl og svær at bestige med alle de lavasten den var lavet af.

Men endelig kom vi op, og så den fantastiske udsigt udover hele landskabet, man kunne se havet og man kunne se en masse andre vulkaner, som dannede en slags bjergkæde, det var et fedt syn.

Det blæste helt vildt deroppe, og man skulle virkeligt passe på at vinden ikke tog ens board og skubbede en omkuld eller ned.

Vulkanen var virkeligt stejl, men ned skulle vi. Og det var helt klart nemmeste at komme ned på boardet, og ikke at gå. Så ville alle stenene skride under en, og man ville nærmest bare rutsje hele vejen ned.

Boardet ligner nærmest en kælk, og det var faktisk næsten ligesom at kælke – bare uden sne.

Vi var iklædt de lækreste orange fangedragter som skulle beskytte vores krop og sÃ¥ havde vi ogsÃ¥ beskyttelsesbriller pÃ¥ – lækre var vi!

Mig og Maria boardede ned på samme tid, det gik mega stærkt, vulkanen var virkeligt stejl så man fik rigtigt god fart på hurtigt. Mit board begyndte dog at slingre helt vildt og satte en hånd ned for at prøve at få det rettet op men det lykkedes aldrig og pludselig slog jeg en koldbøtte over mig selv og boardet og skred nogle meter ned og var nærmest halvt begravet i lava. Vildt!

Den eneste tanke i mit hoved var bare, at jeg så hurtigt som muligt bare skulle op på det board igen og videre ned. Det var først, da jeg var sikkert nede, at jeg mærkede, hvor meget mine ben rystede under mig, og at jeg mærkede, hvor ondt min ene hånd gjorde, som havde fået en ordentlig hudafskrabning.

Men ned kom jeg, og jeg syntes, det var sjovt.

Ja, efterhÃ¥nden har jeg jo lært, at hvis jeg laver sÃ¥dan nogle vilde ting, sÃ¥ slÃ¥r jeg mig, sÃ¥dan er det bare – hihi.

Men det var fedt at opleve, og en fantastisk solnedgang vi oplevede bagefter mens vi sad i al lavaen og grinede over det vi lige havde været igennem.

Lang rejse gennem Mosquitia

Wednesday, January 17th, 2007

Vi tog afsked med vores gode ven John og begyndte vores planlagte tur ind i den vilde jungle. Vi glædede os rigtigt meget til at komme væk fra turister og folk der snakkede engelsk, og så glædede vi os bare til at komme ud og se noget helt andet. Og det kom vi!

Vi kørte tidligt om morgenen i bus fra La Ceiba til lille bitte by der hedder Tocoa. Der blev vi og vores tasker hevet ud af bussen og smækket op på en pickup truck. Der var så meget konkurrence chaufførerne imellem, at de nærmest kom op at slås med hinanden over passagererne og pengene. Det var ret ubehageligt at ens taske sådan bare bliver revet fra en.

Nå, men så sad vi ellers der på ladet af pickup trucken sammen med en masse andre mennesker i 5 stive timer, i højt solskin og masser støv og blæst. Vejen var fyldt af mudder og huller og flere gange frygtede jeg at bilen ville vælte om på den ene sidde fordi chaufføren kørte så dårligt.

Pludselig så det ud som om vejen endte, men det gjorde den ikke, den fortsatte bare nede på stranden. Så der blev kørt vildt ræs nede på stranden, slingrede helt vildt og kørte halvt ude i vandet nogle gange. Og så stoppede vi pludselig, og de fleste folk sprang af og gik ud i vandet.

Det så virkeligt mærkeligt ud og vi forstod ikke hvad de lavede? Hvorfor skulle vi ikke bare se at komme af sted? Hvorfor vadede de rundt ude i vandet? Vi fandt så ud af at der var en slags å der mundede ud i havet og den å skulle vi ligesom over på en eller anden måde, her var der ingen broer. Så det alle menneskene ude i vandet lavede, var at finde det laveste sted bilen kunne køre igennem åen!

Så fandt de et stort stykke plastic som de lagde ud over motoren og så kørte vi ellers gennem åen, som var ret så dyb! Vandet skyllede ind over motoren og op på ladet af pickuppen, men vi kom over på den anden side, heldigvis. Så troede vi det værste var overstået, ind til vi fandt ud af der var ca. 5 flere åer vi skulle over på samme måde! Dog var der en lille bitte flodpram ved den allerdybeste, det var ret heldigt.

På turen kørte vi igennem et super smukt landskab der på mange måder mindede mig om Afrika, rød jord, acacie-træer, tørt landskab, masser af sorte mennesker ikke bitte små landsbyer med hytter af ler og tag af strå.

Her er folkene Moskito-indianere. Folk her er nedstammet fra de afrikanske slaver som spanierne tog med sig, dengang de erobrede store dele af Mellemamerika.

Derfor er folk her i Honduras, rundt ved kysterne sorte, mange oppe ved de caribiske ør taler endda kun et meget syngende engelsk og ikke spansk, det er meget underligt. Her på Moskito-kysten taler folk Moskito eller Pech, som lyder virkeligt underligt, og det er på ingen måde til at forstå noget af overhovedet!

Endelig nåede vi frem til Batalla, en mini landsby med et par huse og en gris, hvorfra vi skulle tage en lille kano over på den anden side til Palacios. Byen var lidt større med to hoteller (som var virkeligt
usle) og en restaurant. Det virkede meget forladt alt sammen. Vi gik lidt rundt i Palacios og mødte der to amerikanere, som fortalte de var en gruppe på 5 der netop havde været helt inde i Moskitia, hvor vi havde planer om at tage hen. Vi spiste middag med de 5 amerikanere, en læge der skulle bringe medicin ud til de mest afsidesliggende steder i Moskitia, hans datter, hans ven og hans søn. Ejeren af restauranten joinede os også, en gammel græker, John, som ivrigt diskuterede hvilket land lavede den bedste pizza, han mente selvfølgelig det var Grækenland.

En mand i dametøj serverede maden, det var virkeligt et underligt syn!

Han havde tydeligvis stadig skægstubbe, men havde meget stramme små busker på og en lille pink top!
Underligt syn, der midt ude i junglen!

Det var virkeligt godt at møde de amerikanere der, for de kunne give os en masse tips om hvor vi skulle tage hen og hvad vi ikke skulle gøre. Vi har fundet ud af at hele Lonely Planet´s afsnit om Moskitia-området på ingen måde passer, den er slet ikke opdateret. Det var vi lidt ærgerlige over, da Lonely planet ellers har været vores bibel indtil nu.

Vi havde planer om at rejse ned gennem Moskitia på hele østkysten og derfra tage ind i Nicaragua.
Vores nye amerikaner venner fortalte os også at Moskitia godt kan være et meget farligt område, især nede omkring en by, vi senere skulle igennem som hedder Puerto Lempira. Den største havneby i Moskitia-området hvor al kokain der skal distribueres til mellemamerika bliver smuglet ind. Samtigtigt render alle folk herude rundt med kæmpe våben, så man skal passe på herude. Amerikanerne rådede os til at lade være med at atge ned igennem Moskitia til Nicaragua, men istedet flyve tilbage til La Ceiba og tage ned over hovedstaden, en kæmpe omvej, som vi slet ikke havde råd til, penge mæssigt eller tidsmæssigt. Så selv om vi var blevet advaret et par gange, besluttede vi at gøre det alligevel.

Og bare rolig, det gik godt!

Dagen efter tog vi speed bad til en mindre by, Raistá, hvorfra vi ville tage en tur op af en flod, længere ind i junglen og tage på trek.

På hostelet i Raista fik jeg stjålet en masse penge, da nogen havde brudt låsen op. heldigvis havde de ikke taget mit pas, men det var bare en virkeligt ubehagelig fornemmelse at nogen havde været inde på værelset og rode i vores ting. Efter den episode har vi nu taget min ekstra hængelås med kode i brug.
I Raista mødte vi et nygift israelsk par, som var virkeligt søde, dem delte vi så en båd med op til Las Marias som lå 5 timer oppe af floden Rio Platano. Det var en feeed tur, vi sejlede i en lang udhugget træstamme op af floden, så masser af fugle og regnskov, og jeg så endda en krokodille! De andre nåede ikke at se den før den smuttede ned i vandet igen.

Da vi nåede til Las Marias var vi endeligt nået helt ud i ingenting. Der var nogle små træhytter at sove i, ingen lys udover dagslys, ingen strøm, brusebadet var en spand med vand og toilettet virkeligt primitivt.

Wauw, stor kontrast til turisthelvedet på Roatan!

Ud fra Las Marias kunne man vælge at tage på forskellige treks med guider. Vi valgte den nemmeste, en endags trek ude i junglen og sejltur op til nogle gamle Petroglyffer, som var ridset ind i nogle store sten midt ude i floden.

Turen gennem junglen var fantastisk, det var virkeligt tropisk regnskov, med virkeligt rigt dyre og plante liv, vi så masser fugle og en white faced monkey, en lille abe. Guiderne vidste utroligt meget om skoven og dens planter, de viste os blandt andet et træ der var fyldt med klart friskt vand, man kunne drikke.

Bagefter sejlede vi i små udhulede træstammer op af floden hvor der var rimeligt meget strøm. Der var 3 guider i hver båd med lange stave som de skubbede kanoen frem med, der var så lavt vand nogle steder at de ikke kunne have motor på båden. Det var en vild tur op af floden til Petroglyfferne som er Moskitias store seværdighed, som de sælger området på.
Vi blev dog ret skuffede over dem, de så faktisk ud som om de var fake.. Men turen i sig selv var virkeligt en oplevelse, og det er jeg rigtigt glad for at jeg har fået med!

Efter Las Marias tog vi tilbage med båd til Raista hvorfra vi ville tage et lille fly derfra og til Puerto Lempira, en meget sikrere vej at komme igennem området på. Men når man er ude midt i junglen skal man ikke regne med at flyet har nogen særlig tidsplan eller det der ligner. Så vi skulle vente halvanden dag før det kom. Men det passede os faktisk meget godt, for så havde vi tid til at tage på Crocodile night-spotting om aftenen!

Efter aftensmad tog vi igen ud i mørket pÃ¥ nogle af de smÃ¥ floder der slynger sig rundt i landskabet. vi sejlede igen i en lille udhugget træstamme, som man følte kunne gÃ¥ midt over sÃ¥ let som ingenting. Vi blev bedt om at holde hænderne til os selv og ikke holde fast i kanten af kanoen…

Vi så i alt en 7 krokodiller, nogle større end andre. Da guiden spottede dem, lod de kanoen glide helt tæt op af dem, så man kunne røre dem, hvis man altså turde. De var fantastiske at se dem så tæt på, og i deres naturlige levested. De var virkeligt spændende at opleve det!

Næste dag sad vi i 100 år ved landingsbanen og ventede på at flyet skulle dukke op. Vi spiste mad på et comedor, spilede kort, kedede os gik en tur, sov lidt og kedede os lidt mere. For at være sikker på at komme med flyet, når det endelig kommer, er det desværre måden at gøre det på.

Endelig kom flyet dog, et lille 5 personers propelfly var det. Og her galt reglen om at der altid er plads til flere selvfølgelig ogsa. SÃ¥ vi sad 7 personer og en lille nyfødt baby inde i det lille fly, derudover var der ogsÃ¥ mig og Marias store rygsække og alle de andres kufferter – jojo.

Det var sådan en fed tur med det, vi sad lige bag piloten og kunne se alt hvad han lavede, der var en super flot udsigt over hele Moskitia området med alle floderne der snoede sig ud og ind i landskabet.

Vi landede i Puerto Lempira en time efter. Der fandt vi hotel og prøvede at gå ud og forhøre os om transport til Leimus som ligger ved Rio Coco som danner grænsen mellem Honduras og Nicaragua.

Der kørte en stor lastbil næste dag og den kunne vi komme med for en rimeligt billig pris, så det gjorde vi. Det var en vild tur! Otte timer i lastbil på en meget hullet vej. På et tidspunkt kørte lastbilen fast i et kæmpe mudderhul midt ude i ingenting og heldigvis var der en lignende lastbil der var kørt fast lige ved siden af, så der var masser mennesker til at hjælpe den fri. Efter en time og en masse mudder kunne vi igen køre videre. Vi kørte fra Puerto Lempira ved en 10-tiden og var i Leimus da mørket brød frem. Da vi ankom, kunne vi med det samme sejle i lille udhugget træstamme over på den anden side. Det var virkeligt uhyggeligt at sidde der i kanoen, helt i mørke midt ude på floden. På den anden side tog vi en bil til en by der hedder Easpan som lå 20 km væk. Vi kørte gennem den mørkeste skov, med en chauffør der kørte helt sindssygt, det mindende virkeligt om en gyserfilm! Men vi nåede da hele frem, og kom ind på det billigste hostel der fandtes. Det var så også det ulækreste indtil videre.

Madrasserne kunne lige så godt ikke have været der, det føltes som at ligge på et bræt og sove. og der var bare så beskidt og ulækkert og fængselsagtigt, men det var kun en nat, så vi over levede.

Igen var jeg rigtigt glad for min lille hængelås, der ikke sådan kan brydes om. For efter vi havde været ude og få noget mad kunne man se nogen allerede havde forsøgt at bryde ind og tage vores ting. Men de havde kun kunnet få den anden hængelås op, og ikke min, heldigvis. Det er bare ikke en rar fornemmelse at folk prøver så ivrigt at stjæle fra en. Vi glædede os til at få lov til at sove et sted hvor vi kunne føle os trygge!

Næste morgen klokken 7 tog vi en almindelig bus til byen Puerto Cabezas i Nicaragua, helt underligt pludselig at være i et nyt land. Den eneste måde man kunne se man var kommet til at nyt land var at øl-reklamerne var anderledes..

I Puerto Cabezas indlogerede vi os på hotel, og smuttede derefter til lufthavnen for at høre hvornår flyet gik. De fortalte det gik en time efetr, så vi drønede tilbage på hotellet, greb vores tasker og var tilbage i lufthavnen med det samme, vi skulle bare nå det fly, på den måde kunne vi spare en hel dag, overnatning på hotel og mad. Dette fly var lidt større, det havde nok plads til en 15 personer. Flyveturen til Managua, hovedstaden i Nicaragua tog ca halvanden time. Endelig var vi tilbage i civilisationen, efter lang, lang rejse gennem Moskitia.

I Managua skulle vi ordne en masse praktiske ting, forny visum på immigrationskontoret, hvilket tog en hel dag, fordi de er så langsomme, og køre efter et åndsvagt system. Så vi brugte en hel dag på at stå i mange forskellige kør, og lige nu vil jeg aldrig i mit liv igen se et immigrationskontor! Jeg skulle også have købt en billet til når jeg skal til Ecuador den 4 marts.

Efter al for lang tid i Storbyen, er vi nu endelig kommet til den lidt mindre og mere hyggelige by nord for Managua som hedder León. Her skal vi i dag på vulkan tur, og opleve det der hedder Vulkan-boarding eller noget i den stil, som kun kan gøres her i Leon. Man bestiger vulkanen med et bræt under armen. Og når man når toppen, rutscher man ned af lavaen på dette board, lidt ligesom at kælke, bare med lava i stedet for sne. Det bliver nok en ret fed oplevelse..

Vi er her i Leon et par dage endnu, skal nok også en tur på stranden snart, for her er virkeligt uudholdeligt varmt, ved ikke hvor mange grader, men det er virkeligt en trykkende, tør hede som bare slår en helt ud! Ja, i ville nok hellere være hernede i varmen kunne jeg forestille mig, jeg holder op med at klage nu.

SÃ¥ kom pakken

Friday, January 5th, 2007

mette_00704.jpg[webmaster:] Så kom pakken fra Mette omsider. Vi havde ventet på den længe.

pakken.jpgOg med pakken kom ogsÃ¥ julebrevene. Heldigvis sad Mette pÃ¥ en Internetcafe, da Line efter aftale skulle lukke den op. SÃ¥ oplukningen skete for øjnene af Mette via et webcam. En ret spøjs fornemmelse – for vi kunne spørge, hvad det og det var, mens hun sad i Honduras og svarede.

Der var ogsÃ¥ billeder med, sÃ¥ nu er backup’en sikret.

Næste skridt

Wednesday, January 3rd, 2007

I dag skal vi ud og se en sommerfuglepark og ellers skal vi nyde stranden og det lækre men MEGET varme vejr!

På fredag pakker vi igen vores ting sammen og rejser væk fra paradis-øen Roatan. For at opleve en spændende kontrast tager vi helt ud i ingenting, midt ind i den dybe uigennemtrængelige jungle.

Vi håber det er muligt at komme helt ’off the beaten track’ og se en masse dyreliv og regnskov. Det bliver virkeligt spændende og noget helt andet!

Håber I alle sammen kom godt ind i det nye år, det gjorde jeg! Og jeg nyder min rejse i fulde drag!